onsdag den 31. maj 2017

Pink Triangle PT1 - Komplet Makeover, del 3

Det går ikke ligefrem hurtigt, men nu er tidspunktet for den endelige færdiggørelse af min Pink Triangle rykket nærmere. Den har fået egne fødder at stå på, ligesom der er blevet plads til forgyldte armbevægelser


Familien og arbejdet har i en længere periode haft forrang. Konsekvensen har været, at jeg i en længere periode stort set ingen tid har brugt på at komme videre med min Pink Triangle. En omprioritering af mit arbejdsliv (velkommen nyt job og deltid!) har imidlertid betydet, at jeg har kunnet opprioritere mine hi-fi-projekter. Så jeg har atter fået gang i drejebænk og fræser for at få produceret de sidste stumper til færdiggørelsen af Pinken.

Har du ...
Fødderne var første skridt (hæhæ) på færdiggørelsesvejen. Pinken var fra fødslen udstyret med spikes af den mere fesne slags. Deres største kvalitet var, at de var diskrete at se på, men funktionelt var de intet mindre end irriterende: Små og fedtede og håbløse at nå ind til og betjene, når Pinken skulle nivelleres. Som jeg tidligere lakonisk har bemærket, så bør man have fingre som ET (5 millimeter i diameter og mindst 15 centimeter lange), hvis man ubesværet skal kunne nå ind til de spikes for at nivellere kabinettet. De mere puristisk indstillede originalitetsaficionados vil muligvis rynke på næsen ad sådan en modifikation, men for mig har funktionalitet i lige præcis denne situation forrang frem for originalitet.

... fod på ...
De nye fødder er et miks af messing, rustfrit stål og delrin. Selve basen er drejet i messing, som er isat en M4 gevindstang i rustfrit stål. Gevindstangen muliggør højdejustering/nivellering af pladespilleren. Fødderne afsluttes mod underlaget af en lille, flad stub af delrin.

Materialevalget er først og fremmest betinget af æstetiske og praktiske hensyn. Hvis jeg skulle hype fremstillingen af fødderne og give markedsføringen fuld skrue, så ville jeg naturligvis skrive, at materialevalget til fødderne er sket på baggrund af tusindevis af timers koncentrerede lyttetest, hvor brændstoffet til hjerne og hørelse har bestået af den uegale kombination af espresso og Mariekiks (hvilket jo er enhver ægte hi-fi-nørds foretrukne diæt).

... dine fødder?
Sandheden er imidlertid den banale, at jeg havde messing-, delrin- og gevindstænger i nogle brugbare dimensioner liggende i mit kælderværksted. Hertil kommer så, at messingfarven matcher Pinkens mahognikabinet ganske godt. Så håber jeg ikke, at mit materialemiks og selve udførelsen sætter lydforringende fodaftryk ...

Det tog en mindre krig og adskillige madpakker at dreje messingbaserne og delrinstubbene. Især messingbaserne åd tid, da de skulle vendes og centreres, ligesom affasningen krævede ændringer i indstillingerne på min lille drejebænk. Samme omstændeligheder gentog sig, da messingbaserne skulle videre over i min fræser for at fræse huller til placering af delrinstubbene. Hvis jeg en gang bliver rig, så vil jeg have et 9-akset CNC-fræsecenter (og en maskintekniker som jeg kan sætte til at programmere skidtet ...).

Jeg vurderer det færdige resultat som OK. Visuelt er fødderne blevet en anelse mindre diskrete, end jeg havde forestillet mig. Der er ingen tvivl om, at affasningen har fjernet en del af den visuelle massivitet. Skulle jeg imidlertid gøre dem om (det skal jeg ikke!), så ville jeg give dem samme affasningsvinkel, men tage omkring 5 millimeter af højden. Jeg tror, det ville give en endnu bedre balance mellem funktionalitet og æstetik.

Og så skal jeg da ellers lige love for, at tidsforbruget og kompleksiteten fik et ordentligt nøk opad under den næste opgave!


Fotoet yder ikke kombinationen af værk og
tonearm retfærdighed. Det ser i den grad
meget bedre ud in natura.
Pinken er født med en Helius Orion tonearm (førsteudgaven). Som nævnt i tidligere indlæg er det en klassisk kombination fra 1980erne fra Audio Consult på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg, da Anders (fra Audio Consult) stod for import og salg af både Pinken og Helius-tonearmene.

Autenticitetshensyn og historietroskab taler for, at jeg beholder Helius-tonearmen på Pinken, men jeg besluttede under istandsættelsen, at min forgyldte Mørch DP-6 tonearm med sin varm-gyldne farve og delikate fremtoning måtte være et sublimt æstetisk og visuelt match til Pinkens mahognikabinet og pink støvlåg.

Valget faldt på en Denon DL-103R som
pick up. Den har ligget ubenyttet hen
længe, så den trængte til lidt motion.
Mørchen har for en stund været forvist til bunden af en mørk (hæhæ) skuffe, hvilket er synd og skam, da den er et mekanisk og lydmæssigt objet d'art. Så det var absolut på tide at ændre den tilstand og lade Mørchen komme til ære og værdighed igen.

Med et jomfrueligt armboard på Pinken var opgaven med at få monteret Mørchen i udgangspunktet ikke mere kompliceret end, at der skulle bores et monteringshul med den rette diameter og i den rette afstand fra centerlejet. Men nu er jeg jo ikke nødvendigvis sat i denne verden for at gøre tingene ukomplicerede ...

Jeg er lidt af en justeringssfetichist, når det gælder tonearme, så jo flere mikrometerskruer jeg kan få lov til skrue på jo bedre. Derfor er min Graham Phantom i øjeblikket også mit førstevalg, når det gælder tonearme. Jeg græder mig næsten dagligt i søvn af glæde over eksekveringen af Graham-armens VTA-justering. Azimuth-justeringen med magneter, der samtidig bidrager til at stabilisere unipivotkonstruktionen, så den minder om en tonearm med kuglelejer til at styre både vertikale og horisontale bevægelser, kan også godt få en enkelt glædeståre frem i øjenkrogen. Snøft!

Jeg benyttede min trofaste Feickert justeringslære
(herligt dansk ord for protractor) til justering af
tonearmen. Den kvikke iagttager har sikkert
bemærket, at jeg benytter en Mørch UP-4 til at finde
den rette monteringsafstand. UP-4'eren har den
fordel, at safirlejeskålen kan blotlægges, hvis
tonearmen skilles lidt ad. På den måde kan
monteringsafstanden indstilles ganske nøjagtigt, da
indstillingsspidsen på Feickerten så kan dyppes ret
præcist ned i lejeskålen. Det er helt uproblematisk,
da UP-4 og DP-6 har samme monteringsgeometri.
Nå, men denne følelsesladede fortælling om min trang til at have tilstrækkeligt med justeringsmuligheder på mine tonearme skal blot tjene som forklaring på, hvorfor det var en absolut nødvendighed for mig at have mulighed for at kunne justere tonearmens afstand til centerlejet.

Mine overvejelser gik i første omgang på en forskydelig anordning som den kendes fra SME armene. Jeg ihukom imidlertid hurtigt det system, som Franc Kuzma benytter til sine Stabi S/SD pladespillere. Her monteres bl.a. Kuzmas egne tonearme i en drejelig cylinder, hvor monteringshullet er boret forskudt fra centrum af cylinderen. Når cylinderen drejes, ændrer det på afstanden mellem centrum af monteringshullet og pladespillerens centerleje. Det er lige så enkelt, som det er smart tænkt af hr. Kuzma.

Til forskel fra Kuzmas S/SD pladespillere, så kan jeg imidlertid ikke montere en massiv cylinder i armboardet på Pinken, da armboardet kun er 5 mm tykt. Jeg drejede og fræsede derfor en cylinder med en monteringsflange, som gør det muligt at montere og justere cylinderen fra oversiden af armboardet.

Det lyder enkelt, men i praksis er det nok den sværeste og mest tidskrævende dreje- og fræseopgave, som jeg hidtil har kastet mig ud i. Det skyldes ikke mindst ønsket om visuelt at kunne matche Mørch tonearmens spinkle (fine) dimensioner. Jeg har således manuelt drejet og fræset adskillelser på 25/100 mm - det er altså pænt tyndvægget, og det er foregået med sved på panden og stor forsigtighed, hvor jeg ofte kun har taget 1/100 mm af materialet ad gangen. Pyha!

Jeg er ret tilfreds med resultatet - især da monteringscylinderen i praksis fungerer helt efter hensigten. Næste gang vil jeg dog nok vælge at være meget tæt på ligeglad med æstetikken og vælge nogle ikke helt så kompakte dimensioner.

Monteringscylinderen er klar til at blive
"plumpet" i armboardet. Jeg burde nok se
at få undersænket sekskantboltene. Det
nuværende udseende virker industrielt på
den grove og uelegante måde. Ak ja,
sådan er der så meget!
Der mangler en sidste detalje, førend jeg kan erklære istandsættelsen af Pinken for tilendebragt: Armboardet skal lakeres sort. Min første indskydelse var at lade det forblive ulakeret, men det giver Pinken et lidt for uroligt udseende. Hvis jeg holder min sædvanlige færdiggørelseshastighed, vil jeg sandsynligvis have et sortlakeret armboard om en 2-3 års tid ...

Det har været en lidt længere rejse at nå hertil, end jeg havde forestillet mig, da jeg tog hul på istandsættelsesprojektet for efterhånden nogen tid siden. Frustrationerne og besværet med at finde løsninger og enten finde eller producere reservedele i forhold til at komme videre har i lange perioder haft overtaget. Nu, hvor trængselstiderne er ovre, kan jeg dog heldigvis fokusere på, hvor utroligt lærerigt det har været, at jeg har måttet bevæge mig ud af min komfortzone og mere eller mindre ufrivilligt har fået udfordret min ikke-professionelle baggrund som håndværker og til dels også som tekniker.

Så er den næsten færdig. Armboardet mangler at blive sortlakeret, men ellers ...
Pinken er - som briterne nok ville sige det - a rather quirky deck, der kræver omhyggelighed, tålmodighed og en snert forsigtighed af sin bruger. Men det er også en klassisk pladespiller, der både æstetisk og lydmæssigt fortsat har en hel masse at byde på. Jeg har med mine små modifikationer/ændringer ikke helt kunnet fjerne al dens quirkiness. Den kræver fortsat, hvad jeg vil kalde en ret så entusiastisk tilgang, men jeg har gjort den en smule mere hverdagsduelig ... og det er vel udmærket i betragtning af, at lige præcis min Pink Triangle af andre havde fået dommen beyond repair og var på kanten til skrotning.

Så historien fik alligevel en happy ending with a pink twist.

Som en lille afslutningskrølle på renoveringssagaen, vil jeg da lige nævne, at jeg faktisk har endnu en Pink liggende til renovering - den trænger imidlertid virkelig til en kærlig hånd, så hav ikke for store forventninger til, at den nogensinde når frem til disse sider ...

mandag den 20. februar 2017

Guitarhelten

Mens diverse hi-fi-projekter afventer færdiggørelse, så kan ventetiden jo passende bruges på at vise, at andre i familien kan eksekvere på deres kreativitet. En far har fulgt sin yngste søns første livtag med at realisere sine drømme som en af fremtidens guitarhelte


Min yngste søn er begyndt på guitarundervisning i den lokale musikskole. Stolt hjemvendt fra sin første undervisningslektion hev han fluks sin akustiske guitar frem fra sin gig bag og spillede et af rockmusikkens klassiske guitarriff: Ritchie Blackmores uopslidelige intro til Deep Purples "Smoke on the Water" fra samme gruppes lige så uopslidelige album "Machine Head".

Sønnikes spillestil og lyd (-niveau) var måske ikke helt lig med Blackmore/Deep Purple, men attituderne var de rigtige med store armbevægelser og ansigtet lagt i vrængende rockfolder. En stolt far kunne med anerkendende nik konstatere, at det ikke har været helt forgæves at vise klip, hvor Jimi Hendrix lader sin Strat fortære af flammer, og Pete Townshend med uformindsket energi viser, at en akkord lyder bedst, når den tages med et enormt møllesving.

Så langt kan man komme med lidt kreativitet og
nogle stumper fra krea-kassen. Moren var dog
ikke ubetinget begejstret over lånene fra hendes
smykkeskrin ...
Kan nogen i øvrigt gætte lp'en i baggrunden?!?
Som en lille sidegevinst har kampen med de seks strenge på den klassiske guitar styrket sønnikes interesse for fars lp-samling - især den del, hvor der for alvor bliver skruet op for guitarforstærkerens volumenknap, og hvor effektpedalerne står linet op i lag for at blive trampet på.

Så far hiver lp'er frem, mens sønnike lytter og studerer pladecovers.

Seancerne har givet sønnike så tilpas meget inspiration og brændstof til krea-hjernen, at han har lavet sin egen og meget analoge guitarhelt ud af paprøret fra en rulle toiletpapir, en flamingokugle og en hel masse andre godter fra krea-kassen.

I er velkomne til at komme med bud på, hvem forbilledet - eller forbillederne - kunne være.

ROCK ON!

tirsdag den 7. juni 2016

Pink Triangle PT1 - Komplet Makeover, del 2

Det har været en analog infight af de store. En kamp, hvor der er uddelt mekaniske øretæver, og hvor jeg har været så groggy og ofte bevæget mig på kanten af et knockout, at det måske havde været bedre, at håndklædet for længst var blevet kastet i ringen. Her følger anden del af beskrivelsen af en både langstrakt og udfordrende renoveringsproces af førsteudgaven af en Pink Triangle-pladespiller


Sådan en Pink Triangle virker ved en overfladisk gennemgang af dens hovedelementer banalt enkel i sin konstruktion: Et let subchassis ophængt i tre justerbare fjedre, en pladetallerken af akryl, et inverteret centerleje samt en dc-motor, der får det hele til at dreje rundt. Tout simple, n'est-ce pas?

Nej, det er - og jeg undskylder mit franske - ikke en skid enkelt, hvis det drejer sig om at få et lettere defekt eksemplar renoveret og genfødt som fugl Føniks af asken.
 
Den overordnede udfordring ved renoveringen af Pinken har først og fremmest været, at der stort set ingen standardkomponenter indgår i konstruktionen, som er til at finde i dag. Hvad der ved lanceringen for lidt mere end 30 år siden eventuelt måtte have været hyldevarer, er det ikke længere, og alle øvrige komponenter blev fremstillet specifikt til Pinken. Den benyttede dc-motor, der på mit eksemplar er dateret februar 1979, er et godt eksempel på en standardkomponent, der for længst er udgået. Så står man med en død dc-motor, hvor genoplivningsforsøgene har vist sig nyttesløse, må man søge alternativer. Det kunne fx være Origin Lives dc-motor kit, der desværre selv i basisversionen har en ganske ublu prislap. Hertil kommer så besværet med at få installeret et produkt, der bestemt ikke er plug 'n play i forhold til Pinken. Det kan lade sig gøre, men kræver noget håndelag.

Så udfordringerne ved at renovere en Pink Triangle kan vise sig at være massive - på mit eksemplar viste de sig ikke blot at være massive ... på mit eksemplar hobede de sig ligefrem op.

For det første, så havde centerlejet det ikke godt. En pladespillers centerleje er at sammenligne med et hjerte. Banker det ikke, kan det være lige meget med resten. Pinkens centerleje er inverteret ... huttelihut og vældig godt ... hvis det ikke også samtidig beklageligvis er kendt for at gå i stykker, hvis ikke man overholder nogle få, men vigtige spilleregler.

Centerlejets lejeskål består af kunstig safir, hvori der hviler en lejekugle af tungsten. På de tidlige modeller hviler lejeskålen på kuglen, mens det på senere modeller er kuglen, der hviler på lejeskålen. Kunstig safir er det hårdeste materiale efter diamant, hvilket giver det nogle helt unikke egenskaber som lav friktion og meget stor slidstyrke. Det er også en af de væsentligste årsager til, at materialet i udpræget grad anvendes som lejeforinger og i pivotlejer i fx mekaniske ure.
 
Kunstig safir har imidlertid den svaghed, at det kan flække/splintre ved hårde, punktrettede slag. Så konstruktionen med en hård metalkugle med en ganske lille kontaktflade mod/i en safirlejeskål er næsten en forhåndsinvitation til ødelæggelser, hvis man ikke er lidt forsigtig. Det havde en af de tidligere ejere af Pinken tydeligvis ikke været ... 
 
Der var gået en flage af safirlejeskålen, hvilket sandsynligvis havde forårsaget et meget synligt slid og små deformiteter på lejekuglen, hvor det næsten diamanthårde safir gnaver i det blødere tungsten - kuglen var med andre ord ikke rigtig glat og rund længere.

DC-motoren med styring. Den skal forsynes med 9 Vdc.
Den medfølgende strømforsyning var en meget
hjemmebygget/-hjemmebrygget sag på 12 Vdc. Styringen
har tilsyneladende overlevet overspændingen.
For det andet, så peb og hylede dc-motoren noget så gudsjammerligt og drejede ikke ordentligt rundt. Så der var helt sikkert et reparationsbehov.
Motorstyringen havde jeg dømt god, selv om den også har et rygte for at være halvskummel. Den har det med at futte af (kortslutte!), hvis man fx uforvarende kommer til at hive strømforsyningsstikket ud, mens der endnu er spænding på strømforsyningen. Men da motoren trods alt drejede rundt, antog jeg, at motorstyringen var OK.
 
For det tredje, så kunne det fjederophængte subchassis ikke justeres. Justeringen foregår fra siden af kabinettet ved hjælp af drejelige gevindstave, der styrer en sindrigt indrettet mekanisme, der henholdsvis hæver eller sænker de fjedre, som subchassiset hænger i. For at dreje gevindstavene benyttes en specialnøgle a la en sekskantet top, som de kendes fra topnøglesæt - denne udgave er lidt særpræget, da den har en smallere hals end sædvanligt for at kunne passe til åbningen i kabinettet. Det ville så ikke have været noget problem, hvis det ikke havde været fordi, at den helt manglede ...

For det fjerde, så trængte mahognikabinettet til en kærlig hånd. Det var ikke voldsomt medtaget, men det havde sine brugsspor i form af ridser og enkelte mindre hak, og det trængte i det hele taget til at blive tørret af for støv og blive frisket lidt op.

Så på med vanten (boksehandsken) og klar til fire omgange.

De to lejetyper. For at gøre
forvirringen komplet, så findes der
mindst en yderlige variant. Jeg har
således kendskab til et centerleje
med større akseldiameter. Desuden
er der på senere lejer skåret gevind i
monteringsflangens
fastgørelseshuller. Det letter
monteringen, men betyder også en
ægtbesparelse på den affjedrede
del af Pinken, da man kan undlade
møtrikker og nogle spændskiver.
Min første - og største skulle det vise sig - udfordring var centerlejet. Pinken blev som tidligere nævnt leveret med to typer af inverterede safirlejer. På de tidlige modeller hviler lejeskålen på kuglen, mens det på senere modeller er kuglen, der hviler på lejeskålen. Min Pink har den tidlige type.

I første omgang besluttede jeg at forsøge at renovere lejet selv. Der blev bestilt nye lejeskåle fra True Point i UK, hvis meget servicemindede ejer, Charles Melling, var ekstremt behjælpelig med at informere om, hvem der tidligere leverede safirlejeskåle til Pink Triangle og hvilke typer, der blev leveret. Som ny lejekugle blev der valgt en i keramik. Keramik er et fantastisk lejemateriale! Stærkt, let og glat og med meget snævre produktionstolerancer. Keramikkugler er med andre ord meget runde, glatte og hårde, hvilket i denne sammenhæng er ensbetydende med lav friktion og lang levetid.
 
Centertappen med den defekte lejeskål blev banket ud - denne proces ødelagde som forventet både centertappen og det, der var tilbage af den allerede ødelagte lejeskål. Herefter drejede jeg en ny centertap, som den nye lejeskål passede i som hånd i (bokse-) handske. Første omgang til moi! Og det skulle blive endnu bedre! Den deforme lejekugle blev nænsomt drejet ud af toppen af centerspindlen. Som erstatning for det fjernede materiale, der sædvanligvis holder lejekuglen på plads, udborede jeg toppen af centerspindlen for at få plads til en drejet indsats, som lejekuglen skulle hvile på. Det gik helt som planlagt. Endnu en runde var hjemme!

Verdammt nochmal! Mit
mislykkede forsøg på at
reparere det defekte
centerleje. Jeg har
endnu ikke fundet ud
af, hvorfor det ikke
fungerer. Alle
dimensioner er, som de
skal være ... tror jeg ...
Lejet blev samlet og ... knockout! Det fungerede ikke! Og jeg aner den dag i dag stadigvæk ikke hvorfor?!? Det drejede ikke ordentligt rundt, og det støjede. Og så bliver det bare ikke værre, når det drejer sig om et pladespillerleje. Frem med skydelære og mikrometerskrue for at måle efter, at originaldimensionerne og tolerancerne var, som de skulle være. Det var de ...

Scheisse! Jeg ynder at bande på tysk, når jeg skal understrege, hvor skuffet og vred jeg er, når tingene ikke lykkes. Så jeg fik brugt mine tyske ekspletiver ekstraordinært meget den dag.

Løsningen på problemet blev eBay og adskillige måneders forudgående tålmodighed. Jeg tror, jeg undervejs havde det som den hjemløse foran slagteriets affaldssliske: På et eller andet tidspunkt må der da komme en godbid forbi. Hvilket så også skete i form af et brugt leje. Det var endda af den senere type, hvor lejekuglen hviler på lejeskålen. Fordelen er bedre smørring, idet safirlejeskålen virker som et mikrobadekar for den dråbe olie, der lige kan blive plads til. Lejet var i perfekt stand og fungerede helt efter hensigten. Jeg havde sundet mig og var helt klar til anden omgang!

Med alt at vinde og intet at tabe skilte jeg motoren ad. Som nævnt, så hylede og støjede den og var ganske ubrugelig i den tilstand.

Så jeg tænkte, at en adskillelse, lidt nænsom rens og en gang olie på rette sted måske kunne afhjælpe problemet. Det umiddelbare alternativ var at skrotte den og købe et Origin Live dc-motor kit.

Det blev heldigvis ikke nødvendigt, idet rens og et par dråber olie på motorens akselbøsninger fik den til at synge helt tavst ... hvis den beskrivelse ellers giver mening.

Det renoverede kabinet. Jeg er vild med dimensionerne og
formen. Det er på en og samme tid klassisk, elegant og
(tidløst) moderne. Det kunne godt bære Kaare Klints
signatur og være fremstillet hos Rud. Rasmussen's
Snedkerier Nørrebro i København. Det er imidlertid
mærket af de engelske cabinet makers Greaves Of Sheffield
Ltd. og dateret 8. november 1982. Velkommen til timen i
pladespillerarkæologi!
Tredje omgang bød på en istandsættelse af Pinkens mahognikabinet. Forarbejdningskvaliteten af kabinettet er som på et fint stykke møbel.

Det er ikke raketvidenskab at renovere, men man skal arbejde omhyggeligt, hvis slutresultatet skal blive godt.

Først blev kabinettet afvasket med grundrens i en mild opblanding, hvorefter det blev slebet med vådslibepapir i finere og finere kornstørrelse. Jeg begyndte med korn 400 og sluttede med korn 1200. Derefter en omgang Junckers Rustikolie (som er lidt af en klassiker i min husholdning, når det gælder overfladebehandling af ædle træsorter), mellemslibning med vådslibepapir korn 1200, mere olie, endnu en mellemslibning og en sidste gang olie.

Som slutfinish en grundig polering med bivoks - det forsegler overfladen og gør den mindre modtagelig over for hverdagens brugsspor som fx fedtfingre, ligesom det letter rengøringen af kabinettet.

De nye skruer i aluminium til
justering af ophænget. Justeringen
kan nu ske med en fladhovedet
skruetrækker. Jeg overvejer, om
jeg skal dreje nye i messing - jeg
tror, det vil matche
mahognikabinettet bedre. 
Fjerde og sidste omgang gjaldt det flydende ophæng. Ophænget justeres som nævnt tidligere ved hjælp af gevindstænger, som har fået skruet en selvlåsende møtrik på den del af gevindstangen, der stikker ud af kabinettet.

Som modhold til gevindstangen benyttes ligeledes en selvlåsende møtrik. Jeg var ikke specielt glad ved det arrangement.

For det første kræver det en særlig smal sekskanttop (som jeg ikke havde) at justere ophænget. For det andet gør det finjusteringen af modholdet noget besværlig, idet du bliver nødt til lettere hårdhændet at låse eller fastholde gevindstangen, når den selvlåsende møtrik skal spændes eller løsnes.

Det ændrede modhold af messing er noget nemmere at
finjustere end den selvlåsende møtrik, som det erstattede.
Der er ikke plads til en fastnøgle omkring den selvlåsende
møtrik, så at kunne justere modholdet ved at fastlåse det
med en sekskant-/unbrakonøgle er en klar
betjeningsmæssig gevinst.
Så jeg besluttede at ændre lidt på systemet, så den særlige top ikke længere var nødvendig og gøre finjusteringen af modholdet lettere.

Jeg drejede og fræsede derfor justeringsskruer i aluminium, så ophænget kan justeres med en ganske almindelig fladhovedet skruetrækker, som (forhåbentlig!) indgår som en del af basisværktøjspakken i ethvert hjem.
 
Som modhold erstattede jeg de selvlåsende møtrikker med omløbere i messing, der lader sig låse på gevindstangen med en pinolskrue.
 
Jeg måtte endnu en gang sande, at det er dejligt med en drejebænk og fræser som en del af værktøjsparken!
 
Man skal som bekendt smede, mens jernet er varmt. En Pink Triangle er ganske vist lidt for delikat konstrueret til at tåle brugen af værktøjer som smedehammer og ambolt, men den kan sagtens tåle at få implementeret nogle mindre konstruktionsmæssige tilpasninger.
 
Så mens pladespilleren alligevel lå splittet ad i sine atomare bestanddele (ah, måske ikke helt, men næsten ...) tilføjede jeg en række ændringer.

Arthur Khoubesserian, Pink Triangle-konstruktøren, fulgte ved udviklingen af pladespilleren en filosofi, hvor de benyttede materialer til pladespilleren skulle være så lette og stive som overhovedet muligt. Det førte bl.a. til brugen af et subchassis i Aerolam - en ekstremt let og stiv bikubestruktur i aluminium, der bl.a. blev (og bliver) benyttet i flyindustrien.

Nydrejede bolte. Jeg
gjorde nok for meget ud
af deres finish, da de
sidder skjult. Foto er taget,
før jeg fræsede kærv i
bolthovedet.
For at rendyrke princippet om så lav en affjedret masse som muligt, drejede jeg tre aluminiumsbolte til fastgørelse af centerlejet til subchassiset som erstatning for de oprindelige bolte i jern. En æstetisk mere tilfredsstillende løsning, men måske nok så væsentligt en vægtbesparelse på adskillige gram.

Bolthovedet skal i øvrigt drejes noget lavere/fladere end de gængse standarder foreskriver. Bolthovederne sidder umiddelbart under den roterende del af centerlejet, så er de for høje, vil de skrabe på centerlejet og hindre dets rotation.
 
Og djævelen findes som bekendt i detaljen ... og der er i det hele taget behov for at fastholde det synspunkt, når jeg har brugt mindst et par timer på at fremstille tre bolte, hvis lydforbedrende effekt nok er mere teoretisk, end den er hørbar. Well, om ikke andet har jeg fået øvet mig i at fremstille bolte ...
 
Jeg fræsede desuden et nyt armboard i aluminiumplade. Min udgave af Pinken er født med en Helius Orion tonearm og en armbase med SME-udskæring beregnet til Heliusen. Det er en klassisk kombination fra 1980erne fra Audio Consult på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg, da Anders (fra Audio Consult) stod for import og salg af både Pinken og Heliustonearmene. Helius Orion henvendte sig særligt til brugere af Kondos Audio Note IO pick up.

Jeg har imidlertid en forgyldt Mørch DP-6 tonearm liggende, hvis varm-gyldne farve matcher Pinkens mahognikabinet utrolig godt. Æstetisk og visuelt er Mørchtonearmen også langt mere delikat og forfinet i sammenligning med Heliustonearmens bastante og noget grovere fremtoning.

Mørchen ville i dyrenes verden være en letbenet gazelle i flugt, mens Heliusen ville være en tung flodhest, der lettere dovent bevæger sig op fra vandhullet. Så Mørchen skal på - det bør blive en fest for bådet øjet og øret.

Der drejes afstandsstykker i delrin
til armboardet. Delrin er et fedt
materiale at dreje i, da spåntagningen
er væsentlig mindre kritisk
sammenlignet med diverse metaller.
Den oprindelige armbase er i ombukket aluminiumplade. Ombukningen skal sikre, at armbasen får den korrekte højde ved monteringen på subchassiset.

Da jeg ikke har nogen bukkemaskine, drejede jeg nogle passende afstandsstykker i delrin (også kaldet POM), så højden på det nye armboard svarer til originalen. Fastgørelse af det nye armboard sker som på originalarmboardet med M5-bolte med indvendigt sekskant-/unbrakohoved.

Er jeg så kommet helt i mål? Næ, istandsættelsesføljetonen fortsætter, så jeg kan imødese atter nogle omgange - denne gang dog forhåbentlig i den lidt mere overskuelige ende, hvor jeg undgår hård infight og kan nøjes med nogle runders let sparring.

Det nye armboard. Det er fremstillet i 5 mm
aluminiumplade, og det har originalarmboardets ydre mål,
men i stedet for ombukninger sikres den rigtige højde med
afstandsstykker i delrin. Det er let at fjerne armboardet,
det burde være muligt at skifte tonearm på få minutter,
hvis man gider besværet med det og den efterfølgende
justering af det flydende ophæng.
Der skal fræses hul i det nye armboard, så min Mørch DP-6 kan blive monteret. Desuden skal armboardets monteringshuller undersænkes, så de originale bolte med undersænket hoved kan benyttes.

De bolte, som jeg i øjeblikket benytter, bryder Pinkens i øvrigt rene linjer ret så iøjnefaldende, så det vil være fint at få deres visuelle aftryk fjernet.

Endelig skal armboardet sortlakeres, så det matcher Pinkens dækplade og giver en mere homogen flade at se på. En idé om at beklæde både armboard og dækplade med folie i kulfiber-look for at skabe et meget mere moderne udtryk vil heller ikke helt slippe mig. Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det vil være cool eller outreret. Eneste måde at afgøre det på er nok at lade det komme an på en prøve.

Spike and coaster ... tilgængeligheden, når Pinken skal
nivelleres, er håbløs. Fingrene bør maksimalt have en
diameter på 5 millimeter, men de skal til gengæld være
mindst 15 centimeter lange. Hvem ringer efter ET?
Er der noget værre end grimme fødder? Nej, vel? Og Pinkens hører til de virkelig ømme af slagsen. Jeg benytter i øjeblikket de originale spikes placeret oven på nogle tiloversblevne spike coasters fra et Audio Magic-rack. Men de originale spikes er små og fedtede og håbløse at nå ind til og betjene, når Pinken skal nivelleres.

Så der skal laves noget nyt. Jeg overvejer et par chunky og justerbare fødder a la dem, som kan ses på en SME 20 og 30. De skal i størrelse, materiale og æstetik (selvfølgelig!) gerne passe til Pinken, så de bliver ikke i SME-boretårnsstørrelse. Jeg forestiller mig, at de skal fremstilles i messing, da farven vil matche løden i mahognikabinettet godt. Den endelige udformning skal jeg lige pusle lidt mere med.

Støvlåget er i fin stand, men ikke perfekt. Det har sine ridser og det ofte sete problem med, at samlingerne bliver "hvidlige" og slipper. Det er åbenbart aldersskavankerne ved et mere end 30 år gammelt håndsamlet støvlåg, hvor alle samlinger er i 45 graders smig. Til gengæld er låget med sin pink farve, knivskarpe form og nøje afstemte dimensioner i høj grad med til at give Pinken sit frapperende visuelle udtryk. Det havde næppe kunnet lade sig gøre med et form- og helstøbt låg.

Akryl kræver en særlig type lim som fx Acrifix 192. Og lim er måske ikke den helt korrekte betegnelse at bruge, da der snarere er tale om et opløsningsmiddel, der sikrer en kemisk sammensvejsning af akrylemnerne. Så jeg tøver lidt med at reparere låget, da jeg er lidt bekymret for, om jeg kan lave reparationen, så det kommer til at se ordentligt ud. Så synlige er lågets skavanker heller ikke, så det kan meget vel tænkes, at jeg vælger at lade det være, som det er.

Den (næsten) færdige Pink Triangle in toto. Jeg har af åbenlyse grunde ikke fået lyttet til den, så lydkvaliteten skal jeg ikke kunne udtale mig om. Dens æstetiske kvaliteter er imidlertid hævet over enhver tvivl og er ganske frapperende. Det forholdsvis traditionelle og fornemt møbelsnedkererede kabinet i mahogni (eller andre ædle hårdtræssorter) giver et elegant og traditionsbundet modspil til det pink støvlåg. Kaare Klint meets Philippe Starck med Verner Pantons mellemkomst. En spøjs, men ikke desto mindre ganske vellykket alliance.


Samlet set er det er det min ambition, at jeg, når renoveringen forhåbentlig snart kan siges at være helt afsluttet, kan stå med et genrejst eksemplar af en Pink Triangle, som både er vellydende, æstetisk tilfredsstillende og mere praktisk og omgængelig i hverdagen end originalen ... less quirky, som briterne ville udtrykke det.
 
Foreløbigt tak for kampen - mere vil følge!

søndag den 13. september 2015

Ny musik på god vinyl

Det bemærkes ofte, at lyd- og pressekvaliteten på lp-nyudgivelser er dårlig. Ansporet af det tilbageskuende budskab om, at alting "var bedre i gamle dage", har jeg tænkt mig at tage udfordringen op og komme med anbefalinger til nyere musik udgivet på vinyl, hvor både musik, lyd og presseteknik er af høj kvalitet.


Og jeg lægger fra land med at anbefale malawisk-fødte Malia og lp'en "Black Orchid". Udgivelsen er Malias hommage til Nina Simone. Malia er nok inspireret af Simone, men er i sit vokalarbejde ikke blot et spejlbillede af Simone. Hun har sin egen stil og en stemme med en imponerende spændvidde. Den rummer en mørk sensualitet, der både indfanger og besnærer, mens hun synger sig igennem et velvalgt udvalg af vokaljazzklassikere som Walter Donaldsons "My Baby Just Cares For Me" og Gershwinbrødrenes "I Love You Porgy", men også i udgangspunktet mindre jazzede ting som Jaques Brels "If You Go Away" og Screamin' Jay Hawkins' "I Put A Spell On You".

Bag sig har hun et hold af franske musikere, der med indlevet subtilitet ikke blot leverer backing til Malia, men medvirker aktivt til at massere, flytte og skifte det rytmiske grundlag, så musikken hele tiden fremstår levende og dynamisk. Det er ingen ekstrovert udgivelse - numrene leveres med afdæmpet inderlighed - men den indre spænding er helt intakt og lytteren holdes hele tiden fanget.

Der er stort set kun fremragende numre på udgivelsen. Det eneste nummer, der fremstår en smule svagere - også rent optageteknisk - er Carr og Shulmans "Marriage Is For Old Folks", hvor samspillet selvfølgelig er fremragende, men arrangementet en smule mere rudimentært og uspændende.

Og apropos teknik, så er det en aldeles fremragende optagelse. Malias vokal står knivskarpt og med alle intonerings- og dynamikdetaljer intakte. Malias placering er på det meste af optagelsen helt fremme i lydbilledet, så hun træder fri af de øvrige musikere.

De enkelte instrumenter - ofte "klassisk" trio-format bestående af bas, trommer og klaver, men suppleret med orgel og eksotika i form af vibraphonette og kalimba - har samme detaljeringsgrad og fremstår ukomprimeret dynamiske, men er på passende vis trukket lidt bagud i lydbilledet i forhold til Malias vokal, hvor de indtager deres eget akustiske rum, men uden at fremstå isoleret fra hinanden.

Den pressetekniske kvalitet er også fremragende. Presningen er helt flad og støjfri. Hvem kan ønske sig mere.

For alle, der har orket at læse så langt, kan det ikke overraske, at jeg på det varmeste kan anbefale denne udgivelse til alle, der ønsker vokaljazz af meget høj klasse såvel kunstnerisk som optageteknisk.

mandag den 11. maj 2015

It's Black, It's Back, It's Beautiful

Efter års glemsel i et mørkt kælderhjørne løber det atter rundt for et af halvfjerdsernes designikoner. Der er kastet mere end blot et blik på den stilfulde Nakamichi 600II båndoptager


Den har stået længe i et hjørne af kælderen. Hengemt, glemt og med udslukte VU-metre. Ikke så underligt, da den er fra en svunden tid. Dens æra er forbi, og der er stort set ingen worldwide, der tager produktkategorien og mediet seriøst længere. Jeg taler om båndoptagere til compact cassette – mere specifikt om min gamle båndoptager – en Nakamichi 600II – vist nok fra 1978.

Den klargjorte Nakamichi 600II. Et pænt ydre med et nu funktionsdygtigt indre.

















1978 er godt nok ved at være længe siden! Det var året, hvor Argentina slog Holland 3-1 i VM-finalen i fodbold foran et fanatisk hjemmebanepublikum, der eksploderede i ekspressivitet og kollektive glædestårer, da anfører Passarella kunne løfte VM-trofæet efter en uskøn og rodet affære, der betød, at Argentina for første gang kunne kalde sig verdensmestre i fodbold.

Helt samme ekspressivitet finder man ikke omkring kassettebåndoptagere. Der er måske nok flere kassettebånds- og båndoptagerentusiaster, end man umiddelbart tror, men de lever en stilfærdig og diskret tilværelse. Måske fordi det bare er for nørdet at synes, at musik bør optages og afspilles på et 3,81 mm bredt magnetbånd med en hastighed på 4,76 cm/s? Måske fordi det bare er for teknologisk tilbageskuende og sutsko-agtigt på den lidt for kameluldsbrune måde?

Tilbage til Nakamichien i bugen af casa Henningsen. Den er et loppemarkedsfund. Sat til salg som defekt, og af samme grund købt for ganske få penge. Manualer og plastikstøvlåg fulgte med, men desværre ingen originalemballage. Købt for år tilbage med en ambition om at få den køreklar. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, og andre projekter både over- og inderhalede Nakamichien, der som tiden gik røg længere og længere ind bag alle de andre over tid akkumulerede hifi-projekter. Min kone kalder med en vis ironi den del af kælderen for de kuldsejlede hifi-apparaters ø … jeg modsiger hende – af flere årsager – kun ugerne.

Etableringen af fjernvarme og en derfor nødvendig kælderoprydning – måske nok snarere en slags allokering af rodet – bragte for nogle uger siden Nakamichien frem fra sin hengemte tilværelse. Nok var den støvet, men heldigvis ikke medtaget.

Begejstret ved gensynet fandt jeg et gammelt kassettebånd frem, satte netstikket i, trykkede ”power on”, trykkede ”play”, og båndet kørte og … stoppede. Pis! Spole ville den heller ikke. Hverken frem eller tilbage. Jeg var meget tæt på at opgive min genfundne tanke om at få den køreklar, og enten sætte den til salg som defekt eller mere morbidt at sætte den ud til storskrald. Heldigvis genvandt jeg efter lidt småbitter vaklen atter troen på, at jeg ville kunne få den til at fungere.

Jeg har ikke tidligere i nævneværdigt omfang rodet med båndoptagere, men efter at have boostet min hjerne med i omegnen af fem kopper begsort espresso nåede jeg frem til den geniale konklusion, at Nakamichiens mangel på båndtransport måtte skyldes fejl i elektronikken, eller i mekanikken, eller måske en kombination af begge dele. Fejl i elektronikken ville jeg aldrig kunne finde, så bevæbnet med en skruetrækker med Philipskærv og ungdommens vovemod – det er så også det eneste, der er ungt hos mig – påbegyndte jeg demonteringen af Nakamichien i håb om, at fejlen var mekanisk og til at finde.

Hold da op, hvor er der meget elektronik og mekanik i sådan en maskine! Og det fylder! Den er tydeligvis fra en tid, hvor SMD og integrerede kredse hørte fremtiden til. Men det aftvinger stor respekt at se, hvor gennemtænkt og velintegreret elektronik og mekanik fungerer sammen.

Historien om Nakamichi er i øvrigt historien om et firma, der i 1973 egenhændigt revolutionerede lyden fra kassettebånd med lanceringen af deres Nakamichi 1000 Tri-Tracer. Før introduktionen havde kassettebåndsformatet været betragtet som lydmæssigt inferiørt og primært været benyttet i mindre krævende sammenhænge som fx i diktafoner.

Det ændrede 1000Tri-Tracer på over night. Her var en maskine, der med smalle bånd og lav båndhastighed ikke blot spillede lige op med, men sågar også overgik en stor del af datidens spolebåndoptagere i lydkvalitet. Bortset fra Nakamichis visionære ingeniører var der ingen i hifiverdenen, der havde set det komme.

Der gik ikke lang tid, før Nakamichi lancerede yderligere modeller, der til lavere priser gav næsten samme ydelse som Tri-Traceren. I 1975 blev Nakamichi 600 sendt på markedet. Den havde en stilfuld, skrånende front, der utvivlsomt var stærkt inspireret af Mario Bellinis iøjnefaldende design af Yamaha TC-800GL. Nakamichien kunne fås i børstet aluminium i sølv eller sort, og som ekstraudstyr kunne man få et støvlåg i perspex. På den måde lugtede det hele lidt af pladespiller …

Og den var også dyrere end mange af datidens pladespillere. En Linn Sondek kostede i UK i omegnen af £300, mens Nakamichien kostede £350 … så det var bestemt ingen billig båndoptager. Til prisen fik man til gengæld en lydkvalitet, der lammetævede de fleste konkurrenter. I 1970’erne kæmpede gennemsnitskassettebåndoptageren med et frekvensområde, der på en god dag måske nåede op på 11kHz, og hastighedsafvigelser (wow & flutter) i størrelsesordenen 0,5 pct. var heller ikke usædvanlige. Her kunne 600’eren fremvise en ret frekvensgang fra 20Hz til 20Khz og hastighedsafvigelser på 0,09 pct. Det skyldtes ikke mindst fremragende ind- og afspillehoveder og en enkel, men perfekt justeret båndtransport. Sidste led i kvalitetskæden var elektronikken, der ganske enkelt var enestående god sammenlignet med andre kassettebåndoptagere.

Nakamichien er til dels modulært opbygget, så det var noget mindre tidskrævende, end jeg havde forestillet mig at fjerne hele båndtransporten fra maskinen. Efter at have gennemgået båndtransportens mekaniske funktioner stod det ret hurtigt klart, at fejlen sandsynligvis kunne lokaliseres til drivhjulet, der styrer både båndfremføringen og begge spoleretninger.

Drivhjulet sidder på en arm, der sidder på en lejeaksel, så det kan svinge frit mellem hhv. afviklings- og opsamlingshjul. Armen, som er støbt (sandsynligvis i en eller anden aluminiumslegering), var irret fast til lejeakselen, så den hverken kunne aktivere afviklings- eller opsamlingshjulet.

Efter lidt mere adskillelse lykkedes det mig at få drivhjulet lirket fri af lejeakselen, som efterfølgende blev aftørret og forsynet med en klat silikonefedt. Så blev det hele samlet.

Det var med spænding (haha!), at jeg atter tændte for maskinen … og denne gang udeblev miraklet ikke! Båndet kørte, der kom lyd … og søreme om den ikke også kunne spole både frem og tilbage.

Så det er med en vis tilfredshed, at jeg kan sige mission accomplished. Det kan blot undre, at jeg brugte så mange år på at nå i mål, når den samlede arbejdsindsats, der skulle til, var på ganske få timer. Rom blev som bekendt og så videre …

Og hvad vil jeg så bruge Nakamichien til? Tja, jeg véd det faktisk ikke rigtig. Foreløbig lader jeg den nok stå – men ikke bagerst i kælderen! – som et slags mindealter over mine tidlige teenageår, hvor jeg med stor entusiasme optog musik fra diverse pop- og rockprogrammer på DR P3 på mine forældres Sony båndoptager. På lidt længere sigt overvejer jeg at lade den indgå i et vintageanlæg, som jeg vil samle til mit kælderværksted. I mit værksted er der ofte metal- og træstøv i luften, og jeg forestiller mig, at kassettebånd trods alt vil være lidt mere immune over for alt det luftbårne snask end kombinationen af lp’er og pladespiller. Det giver mig også mulighed for i min jagt på evig ungdom at spole (mere haha!) tiden lidt tilbage til føromtalte teenageår. Denne gang skal jeg så ikke optage fra P3, men overspille dele af min egen pladesamling.

Så for mit vedkommende er Nakamichiens æra ikke forbi – jeg er helt klar til at tage den endog meget seriøst, hvis dens anakronistiske tilstedeværelse kan hjælpe mig til evig ungdom eller blot følelsen heraf.

torsdag den 7. maj 2015

Så fik den hele armen

Efter en i bogstaveligste forstand dødtrist periode er der atter kommet gang i hi-fi-projekterne. Første projekt efter pausen handler om at give den hele armen, eller hvordan min Graham Phantom B-44 tonearm endelig fik det rette grundlag for at udføre sit arbejde


Det har været en overordentlig tung affære at komme igennem det sidste års tid. Ændringer i mine personlige forhold påvirkede mit energiniveau negativt og efterlod mig mentalt drænet og lettere handlingslammet. Hertil kom min fars alt for tidlige død i sensommeren 2014. Det var et hårdt slag. Han er stærkt savnet, jeg tænker på ham hver dag, og absolut intet i denne verden kan erstatte tabet af ham. Den samlede sum af oplevelser gjorde, at jeg for en stund heller ikke kunne finde lysten til at komme videre med mine forskellige hi-fi-projekter og i det hele taget at være aktiv på min blog.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Selv om det ikke er meget mere end en måneds tid siden, at påsken bød på både snevejr og minusgrader, og vi skuttede os i vinterlig regn og rusk, så bliver dagene heldigvis gradvist mærkbart længere, lysere og varmere ... og jeg har fået slået sprækker i den humørmæssige spagfærdighed.

Jeg har en del projekter på bedding, og de fleste af dem kræver eftertanke, arbejdsomhed og tålmodighed over en længere periode, førend de (formodentlig og forhåbentlig) kan siges at være færdige. Behovet for en hurtig og mentalt opløftende genkomst oven på de mange fodslæbende måneder tilsagde derfor et mindre projekt med et næsten øjeblikkeligt og succesfuldt resultat.

Jeg har (alt for) længe haft en Graham Phantom B-44 tonearm monteret som et mock-up af værste skuffe på min Nottingham Analogue Hyperspace pladespiller. Jeg har manglet noget så rudimentært som en armbase, der passede til Grahamarmens proprietære og dermed også noget særegne monteringsflange. Grahamarmen fås ganske vist med en SME-monteringsflange, men i og med, at jeg købte min Graham brugt, så var valgfrihed ikke nogen option.

Mangelen på en passende armbase har betydet, at Grahamarmen i nogen tid har været monteret på den ene af Hyperspacens armbaser med et passende antal små skruetvinger. En noget sjusket og visuelt utilfredsstillende løsning, der har fungeret rent mekanisk, men som i den grad har pint mit øje og martret min æstetiske sans. Kort sagt har det - og her må I undskylde mit franske - været skidegrimt at se på!

Jeg er tilsyneladende ikke større æstetiker, end at jeg har kunnet udholde fortrædelighederne i adskillige måneder. Sandheden er som nævnt, at jeg har haft andet at tænke på. Man må kende og følge sine sande prioriteringer (... lyder undskyldningen).

Når jeg har tøvet med at komme i gang med fremstillingsprocessen, så kan det også skyldes, at min drejebænk og fræser er lidt underernærede i forhold til at gnave i emner, hvor diameteren bliver større end 50 mm, og højde/længde ryger over 75 mm.

De er først og fremmest dimensionerede til at klare smådele, som modelbyggersegmentet kan tænkes at fremstille til fx modeltog og -dampmaskiner. Det kan dog lade sig gøre at fremstille lidt større emner, hvis man lægger den nødvendige omhu og forsigtighed i spåntagningen.

Og apropos dampmaskiner, så er der jo ikke noget større teknologisk kvantespring mellem en dampmaskine og en pladespiller ... så hvorfor fa'en ikke bare sætte i gang!

NAS fremstiller (naturligvis) armbaser på bestilling til en hvilken som helst tonearm. En hurtig rundtur på Google viste, at en alu-armbase koster ca. £90 i UK - det skal nok blive til lidt mere end kr. 1.000,-, når den først skyller op på vores breddegrader. En hurtig kalkulation på materialeprisen på en tilsvarende armbase landede på omkring kr. 35,-.

Så frem med pc'en for at få fyret op under CAD-programmet. Hensigten var at fremstille en armbase, der i dimensioner var identisk med den originale Nottingham Analogue-armbase, som jeg benytter til min Mørch DP-6.

CAD-programmet er en stor hjælp, når forskellige dimensioneringer skal afprøves. Det er i hvert fald langt mindre omkostningskrævende at begå en fejldimensionering i programmet end at måtte kassere et emne, som man har arbejdet flere timer på, bare fordi man har regnet eller tænkt forkert. At regne rigtigt og tænke kan for begge deles vedkommende være noget af en udfordring for mig ... Så jeg laver næsten altid en 3D-tegning/animation, førend jeg går i gang med en opgave.

For tal-fetischisterne iblandt os kan jeg fortælle, at den originale armbase har en diameter på 88,1 mm og en højde på 19,05 mm. De lidt spøjse mål skyldes givetvis den britiske oprindelse, hvor ganske meget fortsat måles og dimensioneres i tommer. Jeg er overbevist om, at armbasen er drejet ud af et stykke alu-rundstok på 3,5" (hvilket svarer til 88,9 mm), mens højden svarer til 3/4".

Da jeg kan dreje og fræse med 1/100 mm nøjagtighed er disse skæve mål kun sjældent en udfordring. Jeg valgte nu alligevel at dimensionere den nye armbase, så den fik en diameter på 89 mm og en højde på 19 mm - det giver en vis tryghed, når man er mest fortrolig med at arbejde i hele millimeter.

Monteringsflangen på Graham-tonearmen er som nævnt lidt speciel. For at få plads til armen på armbasen, skal der laves et centerhul på 1,5", hvilket svarer til 38,1 mm.

Den "nøgne" armbase. Bemærk støvet i periferien af armbasen.
Det er et særligt formuleret metalstøv bestående af et mix af
titanium, sølv og et hemmeligt, lettere radioaktivt materiale,
der virker stærkt resonansdæmpende ... ah, okay, det er helt
almindeligt husstøv ...
Selve monteringen af armen sker med 4 unbrakoskruer i gevindhuller, hvis centrum er placeret på en cirkel med en diameter på 2,2" (55,88 mm) med en indbyrdes afstand på 90 grader.
 
I princippet ikke mere besværligt end at skulle fræse ud til montering af en SME-arm, men unægtelig en smule mere uvant.
 
Hensynet til at opnå fleksibilitet og gode justerings- og indstillingsmuligheder fik mig til at vælge at langhulsfræse en rille til monteringsskruerne.
 
Det gør det muligt at rotere armbasen 90 grader om sin egen akse - se fotoet, det fortæller mere end mange ord.


Det er muligvis ikke jordens søjler,
men dog søjler. Og de skal bære ganske
meget. Graham-tonearmen vejer godt til.
Selve armbassen er monteret med M5 unbrakoskruer på to søjler, som jeg også drejede til formålet. Søjlerne er fastgjort til den svingbare udligger, som Hyperspacens plint hviler på.

De originale maskinskruer til fastgørelse af Graham-armens monteringsflange har dimensionen 4-40 eller 6-32. Det er amerikanske dimensioner - såkaldt UNC (Unified Coarse Thread).

Den mindste dimension, som svarer til 2,8448 mm, giver ifølge Graham Engineering mulighed for at skubbe tonearmen lidt frem og tilbage for at opnå optimal monteringsgeometri.

Den mulighed er i mit tilfælde ikke strengt nødvendig, da udliggeren på min Hyperspace som nævnt er svingbar.




I stedet for "amerikanerskruerne" valgte jeg M3 unbrakoskruer, som jeg har en spandfuld af ... og - ikke mindst - snittappe til.

Det færdige resultat. Enkelte har måske bemærket, at armrøret
er uden indmad. Det er næste projekt, som nok skal blive
tildelt spalteplads.
Jeg er udmærket tilfreds med det færdige resultat og håber, at de færreste kan se, at det er en glad amatør uden nogen som helst form for håndværksmæssig baggrund, der har betjent drejehåndtagene.

Det har været en god læreproces, og tilfredsheden med at få skabt en brugbar løsning er varig.

Jeg mærkede dog undervejs min drejebænks og fræsers manglende kræfter og øvrige begrænsninger - det tog meget lang tid at dreje og fræse, da spåntagningen på intet tidspunkt måtte være alt for voldsom. Men disse genvordigheder er nu lykkeligt glemte.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke har ti tommelfingre ... til gengæld har jeg nu plads til en ekstra arm ...

mandag den 16. december 2013

Pink Triangle PT1 - Komplet Makeover, del 1

Med et frapperende design og en række anderledes tekniske løsninger markerede Pink Triangle PT1 sig stærkt i begyndelsen af 1980'erne. Her er beretningen om et tæt møde i mere nutidige omgivelser langt væk fra skulderpuder og touperet hår


Det var sikkert kombinationen af transparent pink støvlåg, den frostede lexanpladetallerken, møbelsnedkeri af høj klasse og et anderledes materialevalg, der i begyndelsen af 1980'erne gav mine teenagefantasier frit løb (nej, ikke den slags fantasier ... dem der kan tåle at stå på tryk). Godt hjulpet på vej af nogle frække nærbilleder i det nu hedengangne Hifi & Elektronik røg der et nyt navn øverst på den håbefulde teenagers pladespillerønskeliste. Og det var et meget lysegrønt håb, for prisen på værket alene var omkring 7.000 kr. Ganske meget, når de ugentlige lommepenge lige præcis sneg sig op på 2,50 kr.

Jeg refererer selvfølgelig til Arthur Koubesserians Pink Triangle pladespiller, der med sit utraditionelle materialevalg og anderledes tekniske løsninger påkaldte sig hifiverdenens (og en dansk teenagers) opmærksomhed. Visuelt var den også særdeles frapperende. Den forholdsvis traditionelle og fornemt møbelsnedkererede plint i mahogni eller andre ædle hårdtræssorter gav et elegant og traditionsbundet modspil til det pink støvlåg. Kaare Klint meets Verner Panton, men med Philippe Starcks mellemkomst.

Nu står den her så. Omkring 30 år efter sin introduktion. Ganske vist med en defekt motor eller strømforsyning eller måske begge dele, men mon ikke problemet kan afhjælpes? Arthur Koubesserian brød i den grad med normen, da Pink'en som et alternativ til mængden af pladespillere med ac-synkronmotorer blev udstyret med en servokontrolleret dc-motor. I dag raser debatten om det rigtige valg af motortype fortsat. Jeg skal ikke kunne afgøre, hvad der er bedst. Som i så mange andre sammenhænge handler det vel i bund og grund om implementeringen?

Modtagelsen af Pink'en var i det store og hele positiv, og en næsten enig anmelderskare roste den for sin levende og engagerende spillemåde. Den kunne måske virke lidt bastung på større systemer, dvs. bassen var ikke helt så velintegreret i resten af frekvensområdet, men det var måske et ganske velkomment træk med et boost i basområdet i betragtning af briternes (fortsat) udbredte hang til at ville spille små rum op med bassvage to-vejshøjttalere ...

Ikke alt ved Pink'en har dog vist sig at være lige rosenrødt. Tidens tand gnaver som bekendt ubønhørligt løs på det meste, og Pink'ens motorstyring har beklageligvis vist sig at være ganske modtagelig over for bidmærker. Den brænder med andre ord af. Puf! Hvis motorstyringen ikke kan reddes, er alternativerne ganske få, men til gengæld dyre fx i form af Origin Lives dc-motor kit, der selv i sin mest simple og uavancerede version har en ganske ublu prislap.

Et andet opmærksomhedspunkt er Pink'ens centerleje. Opmærksomheden skyldes beklageligvis den omstændighed, at det er kendt for at gå i stykker. Centerlejet på Pink'en er et såkaldt inverteret leje, der i sin grundlæggende udformning består af en lejeskål af kunstig safir, hvori der løber en lejekugle af tungsten. På de tidlige modeller hviler lejeskålen på kuglen, mens det på senere modeller er kuglen, der hviler på lejeskålen. Fotoet nedenfor viser de to lejetyper. Foto er lånt fra en artikel af Phil King på www.vinylengine.com/pink-triangle-pt-too.shtml, som er den mest omfattende (tekniske) beskrivelse af Pink Triangle pladespillere, jeg hidtil er stødt på.

Slidtage er ethvert centerlejes værste fjende og den mest almindelige årsag hertil er selvfølgelig manglende basal vedligeholdelse - ikke mindst et årligt olieskift. Men hårdhændet behandling kan også føre til uoprettelige skader.

Og desværre kan mit eksemplar af Pink'en ikke sige sig fri for den slags lidelser.

Nærmere inspektion af lejet har således afsløret, at lejekuglen er synligt slidt med små deformiteter - den er med andre ord ikke rigtig rund længere. Safirskålen virker til gengæld intakt. Alt i alt kan det dog næsten ikke betyde andet end, at friktionen og støjen i lejet er øget.

Og det er i den grad bad news, da den absolut altoverskyggende udfordring ved at renovere en Pink Triangle pladespiller er, at det stort set er håbløst at skaffe (nye) reservedele. Det efterlader en med tre muligheder:
  1. Find en tilsvarende donorpladespiller (fx på eBay) og skræl den for brugbare dele
  2. Lav delene selv!
  3. Hør om Funk Firm - som er Arthur Koubesserians nye "biks" i UK - eller True Point (også i UK) kan/vil renovere lejet.
Hvad der er mest besværligt må være op til den enkeltes kunnen, temperament, held og pengepung. I mit tilfælde vil renoveringen af centerlejet nok blive en kombinationen af 2 (lav delene selv) og en række nye standardkomponenter.

Min Pink Triangle har centerlejet, hvor det er kuglen, der hviler på lejeskålen. Min første udfordring var at finde safirlejeskåle med de rette dimensioner. Det har heldigvis vist sig, at firmaet True Point i UK er leveringsdygtige. Den meget servicemindede ejer, Charles Melling, har desuden givet mig meget præcise informationer om, hvem der tidligere leverede safirer til Pink Triangle og hvilke typer, der blev leveret. Så der er nye lejeskåle på vej.

Jeg "mistænker" i øvrigt True Point for at producere eller ihvertfald levere dele til Origin Lives tonearme, men jeg har ikke villet spørge, så det er en helt ubekræftet mistanke. Men se selv under "Audio Products" på deres hjemmeside og se, om I får samme mistanke som mig http://www.true-point.co.uk/

Safirlejeskålene, der blev benyttet i Pink Triangle, i hvert fald i de første mange år af firmaets levetid, var såkaldte "double cup jewels". Det betyder, at lejeskålen har en rund fordybning, hvori der findes en mindre rund fordybning. Denne lejetype har den fordel, at lejekuglen har lettere ved at finde centrum af fordybningen, hvis den skulle komme ud af ubalance. En absolut fordel ved pladespillerlejer som helst skal dreje rundt uden nogen form for koncentricitet.

Lejeskålene er som nævnt bestilt, men jeg er alligevel en lille smule forundret over deres dimensioner. Når safirlejeskåle og lejekugler skal dimensioneres, arbejdes der sædvanligvis med en ratio på mindst 1,5:1. Dvs., at radius på lejeskålen sædvanligvis skal være 1,5 gange større end radius på lejekuglen. Denne tommelfingerregel benyttes for at sikre, at lejekuglen har plads i lejeskålen, og at lejet kan løbe rundt med tilstrækkelig lav friktion. De bestilte lejeskåle har en radius på 0,79 mm. Hvis ovennævnte ratio benyttes giver det 0,79/1,5 = 0,53 mm. Det betyder at lejekugler med en diameter på (ca.) 1 mm bør anvendes. Jeg har imidlertid målt diameteren på lejekuglen i Pink'en til 2 mm! Lejekuglen er m.a.o. ifølge teorien alt for stor! Og nu spekulerer jeg selvfølgelig på, hvorfor en lejekugle på 2 mm er valgt? Skyldes det en beregningsfejl? Eller er det helt kalkuleret? Jeg véd det ikke!

Der er også den mulighed, at Arthur Koubesserian benytter den mindste af fordybningerne i lejeskålen som oliereservoir, og lejekuglen så hviler i/på den største af fordybningerne. Jeg har dog svært ved at se meningen med det, da det alt andet lige må give en større kontaktflade og dermed større friktion. Jeg vil desuden mene, at lejekuglen bliver fanget/låst i overgangen mellem de to fordybninger med større friktion til følge.

Jeg har også fået den tanke, at forklaringen på de mange ødelagte lejer på Pink Triangle pladespillere måske skyldes, at lejeskål og lejekugle ganske enkelt ikke er dimensioneret til hinanden. Lejeskål og -kugle maser ganske enkelt hinanden i stykker over tid? Det er kun en tanke, men hvis det er tilfældet, er der i den grad tale om konstruktionssjusk af værste amatøragtige skuffe. Hvad tænkte du dog på, Arthur?!?

Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at benytte en keramisk lejekugle på 1 mm. Keramik er et fantastisk lejemateriale! Stærkt, let og glat og med meget snævre produktionstolerancer. Så jeg vil mene, at selv om diameteren mindskes, så vil det alligevel blive et stærkere og mere friktionsløst leje sammenlignet med det gamle.

Så må tiden vise, om mine teoretiske betragtninger også fungerer i praksis. Men primære bekymring i den forbindelse er helt klart, om lejekuglen er stærk nok til at bære vægten af akrylpladetallerkenen. Den vejer ikke voldsomt meget, men kontaktfladen mellem lejekugle og lejeskål er ikke ret stor, hvilket gør trykket voldsomt stort på kontaktpunktet. Hvor stort har jeg ingen anelse om - jeg krydser blot fingre for, at det ikke bliver for stort! Jeg skal nok sørge for en up-date, efterhånden som renoveringsprocessen skrider frem.

Bemærkninger, kommentarer og erfaringer fra andre med kendskab til Pink Triangle pladespillere modtages med kyshånd. Hold jer nu ikke tilbage!