Så fik den hele armen

Efter en i bogstaveligste forstand dødtrist periode er der atter kommet gang i hi-fi-projekterne. Første projekt efter pausen handler om at give den hele armen, eller hvordan min Graham Phantom B-44 tonearm endelig fik det rette grundlag for at udføre sit arbejde

Det har været en overordentlig tung affære at komme igennem det sidste års tid. Ændringer i mine personlige forhold påvirkede mit energiniveau negativt og efterlod mig mentalt drænet og lettere handlingslammet. Hertil kom min fars alt for tidlige død i sensommeren 2014. Det var et hårdt slag. Han er stærkt savnet, jeg tænker på ham hver dag, og absolut intet i denne verden kan erstatte tabet af ham. Den samlede sum af oplevelser gjorde, at jeg for en stund heller ikke kunne finde lysten til at komme videre med mine forskellige hi-fi-projekter og i det hele taget at være aktiv på min blog.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Selv om det ikke er meget mere end en måneds tid siden, at påsken bød på både snevejr og minusgrader, og vi skuttede os i vinterlig regn og rusk, så bliver dagene heldigvis gradvist mærkbart længere, lysere og varmere ... og jeg har fået slået sprækker i den humørmæssige spagfærdighed.

Jeg har en del projekter på bedding, og de fleste af dem kræver eftertanke, arbejdsomhed og tålmodighed over en længere periode, førend de (formodentlig og forhåbentlig) kan siges at være færdige. Behovet for en hurtig og mentalt opløftende genkomst oven på de mange fodslæbende måneder tilsagde derfor et mindre projekt med et næsten øjeblikkeligt og succesfuldt resultat.

Jeg har (alt for) længe haft en Graham Phantom B-44 tonearm monteret som et mock-up af værste skuffe på min Nottingham Analogue Hyperspace pladespiller. Jeg har manglet noget så rudimentært som en armbase, der passede til Grahamarmens proprietære og dermed også noget særegne monteringsflange. Grahamarmen fås ganske vist med en SME-monteringsflange, men i og med, at jeg købte min Graham brugt, så var valgfrihed ikke nogen option.

Mangelen på en passende armbase har betydet, at Grahamarmen i nogen tid har været monteret på den ene af Hyperspacens armbaser med et passende antal små skruetvinger. En noget sjusket og visuelt utilfredsstillende løsning, der har fungeret rent mekanisk, men som i den grad har pint mit øje og martret min æstetiske sans. Kort sagt har det - og her må I undskylde mit franske - været skidegrimt at se på!

Jeg er tilsyneladende ikke større æstetiker, end at jeg har kunnet udholde fortrædelighederne i adskillige måneder. Sandheden er som nævnt, at jeg har haft andet at tænke på. Man må kende og følge sine sande prioriteringer (... lyder undskyldningen).

Når jeg har tøvet med at komme i gang med fremstillingsprocessen, så kan det også skyldes, at min drejebænk og fræser er lidt underernærede i forhold til at gnave i emner, hvor diameteren bliver større end 50 mm, og højde/længde ryger over 75 mm.

De er først og fremmest dimensionerede til at klare smådele, som modelbyggersegmentet kan tænkes at fremstille til fx modeltog og -dampmaskiner. Det kan dog lade sig gøre at fremstille lidt større emner, hvis man lægger den nødvendige omhu og forsigtighed i spåntagningen.

Og apropos dampmaskiner, så er der jo ikke noget større teknologisk kvantespring mellem en dampmaskine og en pladespiller ... så hvorfor fa'en ikke bare sætte i gang!

NAS fremstiller (naturligvis) armbaser på bestilling til en hvilken som helst tonearm. En hurtig rundtur på Google viste, at en alu-armbase koster ca. £90 i UK - det skal nok blive til lidt mere end kr. 1.000,-, når den først skyller op på vores breddegrader. En hurtig kalkulation på materialeprisen på en tilsvarende armbase landede på omkring kr. 35,-.

Så frem med pc'en for at få fyret op under CAD-programmet. Hensigten var at fremstille en armbase, der i dimensioner var identisk med den originale Nottingham Analogue-armbase, som jeg benytter til min Mørch DP-6.

CAD-programmet er en stor hjælp, når forskellige dimensioneringer skal afprøves. Det er i hvert fald langt mindre omkostningskrævende at begå en fejldimensionering i programmet end at måtte kassere et emne, som man har arbejdet flere timer på, bare fordi man har regnet eller tænkt forkert. At regne rigtigt og tænke kan for begge deles vedkommende være noget af en udfordring for mig ... Så jeg laver næsten altid en 3D-tegning/animation, førend jeg går i gang med en opgave.

For tal-fetischisterne iblandt os kan jeg fortælle, at den originale armbase har en diameter på 88,1 mm og en højde på 19,05 mm. De lidt spøjse mål skyldes givetvis den britiske oprindelse, hvor ganske meget fortsat måles og dimensioneres i tommer. Jeg er overbevist om, at armbasen er drejet ud af et stykke alu-rundstok på 3,5" (hvilket svarer til 88,9 mm), mens højden svarer til 3/4".

Da jeg kan dreje og fræse med 1/100 mm nøjagtighed er disse skæve mål kun sjældent en udfordring. Jeg valgte nu alligevel at dimensionere den nye armbase, så den fik en diameter på 89 mm og en højde på 19 mm - det giver en vis tryghed, når man er mest fortrolig med at arbejde i hele millimeter.

Monteringsflangen på Graham-tonearmen er som nævnt lidt speciel. For at få plads til armen på armbasen, skal der laves et centerhul på 1,5", hvilket svarer til 38,1 mm.

Den "nøgne" armbase. Bemærk støvet i periferien af armbasen.

Det er et særligt formuleret metalstøv bestående af et mix af

titanium, sølv og et hemmeligt, lettere radioaktivt materiale,

der virker stærkt resonansdæmpende ... ah, okay, det er helt

almindeligt husstøv ...

Selve monteringen af armen sker med 4 unbrakoskruer i gevindhuller, hvis centrum er placeret på en cirkel med en diameter på 2,2" (55,88 mm) med en indbyrdes afstand på 90 grader.

 

I princippet ikke mere besværligt end at skulle fræse ud til montering af en SME-arm, men unægtelig en smule mere uvant.

 

Hensynet til at opnå fleksibilitet og gode justerings- og indstillingsmuligheder fik mig til at vælge at langhulsfræse en rille til monteringsskruerne.

 

Det gør det muligt at rotere armbasen 90 grader om sin egen akse - se fotoet, det fortæller mere end mange ord.



Det er muligvis ikke jordens søjler,

men dog søjler. Og de skal bære ganske

meget. Graham-tonearmen vejer godt til.

Selve armbassen er monteret med M5 unbrakoskruer på to søjler, som jeg også drejede til formålet. Søjlerne er fastgjort til den svingbare udligger, som Hyperspacens plint hviler på.

De originale maskinskruer til fastgørelse af Graham-armens monteringsflange har dimensionen 4-40 eller 6-32. Det er amerikanske dimensioner - såkaldt UNC (Unified Coarse Thread).

Den mindste dimension, som svarer til 2,8448 mm, giver ifølge Graham Engineering mulighed for at skubbe tonearmen lidt frem og tilbage for at opnå optimal monteringsgeometri.

Den mulighed er i mit tilfælde ikke strengt nødvendig, da udliggeren på min Hyperspace som nævnt er svingbar.




I stedet for "amerikanerskruerne" valgte jeg M3 unbrakoskruer, som jeg har en spandfuld af ... og - ikke mindst - snittappe til.

Det færdige resultat. Enkelte har måske bemærket, at armrøret

er uden indmad. Det er næste projekt, som nok skal blive

tildelt spalteplads.

Jeg er udmærket tilfreds med det færdige resultat og håber, at de færreste kan se, at det er en glad amatør uden nogen som helst form for håndværksmæssig baggrund, der har betjent drejehåndtagene.

Det har været en god læreproces, og tilfredsheden med at få skabt en brugbar løsning er varig.

Jeg mærkede dog undervejs min drejebænks og fræsers manglende kræfter og øvrige begrænsninger - det tog meget lang tid at dreje og fræse, da spåntagningen på intet tidspunkt måtte være alt for voldsom. Men disse genvordigheder er nu lykkeligt glemte.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke har ti tommelfingre ... til gengæld har jeg nu plads til en ekstra arm ...