Pink Triangle PT1 - Komplet Makeover, del 1

Med et frapperende design og en række anderledes tekniske løsninger markerede Pink Triangle PT1 sig stærkt i begyndelsen af 1980'erne. Her er beretningen om et tæt møde i mere nutidige omgivelser langt væk fra skulderpuder og touperet hår

Det var sikkert kombinationen af transparent pink støvlåg, den frostede lexanpladetallerken, møbelsnedkeri af høj klasse og et anderledes materialevalg, der i begyndelsen af 1980'erne gav mine teenagefantasier frit løb (nej, ikke den slags fantasier ... dem der kan tåle at stå på tryk). Godt hjulpet på vej af nogle frække nærbilleder i det nu hedengangne Hifi & Elektronik røg der et nyt navn øverst på den håbefulde teenagers pladespillerønskeliste. Og det var et meget lysegrønt håb, for prisen på værket alene var omkring 7.000 kr. Ganske meget, når de ugentlige lommepenge lige præcis sneg sig op på 2,50 kr.

Jeg refererer selvfølgelig til Arthur Koubesserians Pink Triangle pladespiller, der med sit utraditionelle materialevalg og anderledes tekniske løsninger påkaldte sig hifiverdenens (og en dansk teenagers) opmærksomhed. Visuelt var den også særdeles frapperende. Den forholdsvis traditionelle og fornemt møbelsnedkererede plint i mahogni eller andre ædle hårdtræssorter gav et elegant og traditionsbundet modspil til det pink støvlåg. Kaare Klint meets Verner Panton, men med Philippe Starcks mellemkomst.

Nu står den her så. Omkring 30 år efter sin introduktion. Ganske vist med en defekt motor eller strømforsyning eller måske begge dele, men mon ikke problemet kan afhjælpes? Arthur Koubesserian brød i den grad med normen, da Pink'en som et alternativ til mængden af pladespillere med ac-synkronmotorer blev udstyret med en servokontrolleret dc-motor. I dag raser debatten om det rigtige valg af motortype fortsat. Jeg skal ikke kunne afgøre, hvad der er bedst. Som i så mange andre sammenhænge handler det vel i bund og grund om implementeringen?

Modtagelsen af Pink'en var i det store og hele positiv, og en næsten enig anmelderskare roste den for sin levende og engagerende spillemåde. Den kunne måske virke lidt bastung på større systemer, dvs. bassen var ikke helt så velintegreret i resten af frekvensområdet, men det var måske et ganske velkomment træk med et boost i basområdet i betragtning af briternes (fortsat) udbredte hang til at ville spille små rum op med bassvage to-vejshøjttalere ...

Ikke alt ved Pink'en har dog vist sig at være lige rosenrødt. Tidens tand gnaver som bekendt ubønhørligt løs på det meste, og Pink'ens motorstyring har beklageligvis vist sig at være ganske modtagelig over for bidmærker. Den brænder med andre ord af. Puf! Hvis motorstyringen ikke kan reddes, er alternativerne ganske få, men til gengæld dyre fx i form af Origin Lives dc-motor kit, der selv i sin mest simple og uavancerede version har en ganske ublu prislap.

Et andet opmærksomhedspunkt er Pink'ens centerleje. Opmærksomheden skyldes beklageligvis den omstændighed, at det er kendt for at gå i stykker. Centerlejet på Pink'en er et såkaldt inverteret leje, der i sin grundlæggende udformning består af en lejeskål af kunstig safir, hvori der løber en lejekugle af tungsten. På de tidlige modeller hviler lejeskålen på kuglen, mens det på senere modeller er kuglen, der hviler på lejeskålen. Fotoet nedenfor viser de to lejetyper. Foto er lånt fra en artikel af Phil King på www.vinylengine.com/pink-triangle-pt-too.shtml, som er den mest omfattende (tekniske) beskrivelse af Pink Triangle pladespillere, jeg hidtil er stødt på.

Slidtage er ethvert centerlejes værste fjende og den mest almindelige årsag hertil er selvfølgelig manglende basal vedligeholdelse - ikke mindst et årligt olieskift. Men hårdhændet behandling kan også føre til uoprettelige skader.

Og desværre kan mit eksemplar af Pink'en ikke sige sig fri for den slags lidelser.

Nærmere inspektion af lejet har således afsløret, at lejekuglen er synligt slidt med små deformiteter - den er med andre ord ikke rigtig rund længere. Safirskålen virker til gengæld intakt. Alt i alt kan det dog næsten ikke betyde andet end, at friktionen og støjen i lejet er øget.

Og det er i den grad bad news, da den absolut altoverskyggende udfordring ved at renovere en Pink Triangle pladespiller er, at det stort set er håbløst at skaffe (nye) reservedele. Det efterlader en med tre muligheder:

1. Find en tilsvarende donorpladespiller (fx på eBay) og skræl den for brugbare dele
2. Lav delene selv!
3. Hør om Funk Firm - som er Arthur Koubesserians nye "biks" i UK - eller True Point (også i UK) kan/vil renovere lejet.

Hvad der er mest besværligt må være op til den enkeltes kunnen, temperament, held og pengepung. I mit tilfælde vil renoveringen af centerlejet nok blive en kombinationen af 2 (lav delene selv) og en række nye standardkomponenter.

Min Pink Triangle har centerlejet, hvor det er kuglen, der hviler på lejeskålen. Min første udfordring var at finde safirlejeskåle med de rette dimensioner. Det har heldigvis vist sig, at firmaet True Point i UK er leveringsdygtige. Den meget servicemindede ejer, Charles Melling, har desuden givet mig meget præcise informationer om, hvem der tidligere leverede safirer til Pink Triangle og hvilke typer, der blev leveret. Så der er nye lejeskåle på vej.

Jeg "mistænker" i øvrigt True Point for at producere eller ihvertfald levere dele til Origin Lives tonearme, men jeg har ikke villet spørge, så det er en helt ubekræftet mistanke. Men se selv under "Audio Products" på deres hjemmeside og se, om I får samme mistanke som mig http://www.true-point.co.uk/

Safirlejeskålene, der blev benyttet i Pink Triangle, i hvert fald i de første mange år af firmaets levetid, var såkaldte "double cup jewels". Det betyder, at lejeskålen har en rund fordybning, hvori der findes en mindre rund fordybning. Denne lejetype har den fordel, at lejekuglen har lettere ved at finde centrum af fordybningen, hvis den skulle komme ud af ubalance. En absolut fordel ved pladespillerlejer som helst skal dreje rundt uden nogen form for koncentricitet.

Lejeskålene er som nævnt bestilt, men jeg er alligevel en lille smule forundret over deres dimensioner. Når safirlejeskåle og lejekugler skal dimensioneres, arbejdes der sædvanligvis med en ratio på mindst 1,5:1. Dvs., at radius på lejeskålen sædvanligvis skal være 1,5 gange større end radius på lejekuglen. Denne tommelfingerregel benyttes for at sikre, at lejekuglen har plads i lejeskålen, og at lejet kan løbe rundt med tilstrækkelig lav friktion. De bestilte lejeskåle har en radius på 0,79 mm. Hvis ovennævnte ratio benyttes giver det 0,79/1,5 = 0,53 mm. Det betyder at lejekugler med en diameter på (ca.) 1 mm bør anvendes. Jeg har imidlertid målt diameteren på lejekuglen i Pink'en til 2 mm! Lejekuglen er m.a.o. ifølge teorien alt for stor! Og nu spekulerer jeg selvfølgelig på, hvorfor en lejekugle på 2 mm er valgt? Skyldes det en beregningsfejl? Eller er det helt kalkuleret? Jeg véd det ikke!

Der er også den mulighed, at Arthur Koubesserian benytter den mindste af fordybningerne i lejeskålen som oliereservoir, og lejekuglen så hviler i/på den største af fordybningerne. Jeg har dog svært ved at se meningen med det, da det alt andet lige må give en større kontaktflade og dermed større friktion. Jeg vil desuden mene, at lejekuglen bliver fanget/låst i overgangen mellem de to fordybninger med større friktion til følge.

Jeg har også fået den tanke, at forklaringen på de mange ødelagte lejer på Pink Triangle pladespillere måske skyldes, at lejeskål og lejekugle ganske enkelt ikke er dimensioneret til hinanden. Lejeskål og -kugle maser ganske enkelt hinanden i stykker over tid? Det er kun en tanke, men hvis det er tilfældet, er der i den grad tale om konstruktionssjusk af værste amatøragtige skuffe. Hvad tænkte du dog på, Arthur?!?

Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at benytte en keramisk lejekugle på 1 mm. Keramik er et fantastisk lejemateriale! Stærkt, let og glat og med meget snævre produktionstolerancer. Så jeg vil mene, at selv om diameteren mindskes, så vil det alligevel blive et stærkere og mere friktionsløst leje sammenlignet med det gamle.

Så må tiden vise, om mine teoretiske betragtninger også fungerer i praksis. Men primære bekymring i den forbindelse er helt klart, om lejekuglen er stærk nok til at bære vægten af akrylpladetallerkenen. Den vejer ikke voldsomt meget, men kontaktfladen mellem lejekugle og lejeskål er ikke ret stor, hvilket gør trykket voldsomt stort på kontaktpunktet. Hvor stort har jeg ingen anelse om - jeg krydser blot fingre for, at det ikke bliver for stort! Jeg skal nok sørge for en up-date, efterhånden som renoveringsprocessen skrider frem.

Bemærkninger, kommentarer og erfaringer fra andre med kendskab til Pink Triangle pladespillere modtages med kyshånd. Hold jer nu ikke tilbage!