Pink Triangle PT1 - Komplet Makeover, del 3

Det går ikke ligefrem hurtigt, men nu er tidspunktet for den endelige færdiggørelse af min Pink Triangle rykket nærmere. Den har fået egne fødder at stå på, ligesom der er blevet plads til forgyldte armbevægelser

Familien og arbejdet har i en længere periode haft forrang. Konsekvensen har været, at jeg i en længere periode stort set ingen tid har brugt på at komme videre med min Pink Triangle. En omprioritering af mit arbejdsliv (velkommen nyt job og deltid!) har imidlertid betydet, at jeg har kunnet opprioritere mine hi-fi-projekter. Så jeg har atter fået gang i drejebænk og fræser for at få produceret de sidste stumper til færdiggørelsen af Pinken.

Har du ...

Fødderne var første skridt (hæhæ) på færdiggørelsesvejen. Pinken var fra fødslen udstyret med spikes af den mere fesne slags. Deres største kvalitet var, at de var diskrete at se på, men funktionelt var de intet mindre end irriterende: Små og fedtede og håbløse at nå ind til og betjene, når Pinken skulle nivelleres. Som jeg tidligere lakonisk har bemærket, så bør man have fingre som ET (5 millimeter i diameter og mindst 15 centimeter lange), hvis man ubesværet skal kunne nå ind til de spikes for at nivellere kabinettet. De mere puristisk indstillede originalitetsaficionados vil muligvis rynke på næsen ad sådan en modifikation, men for mig har funktionalitet i lige præcis denne situation forrang frem for originalitet.

... fod på ...

De nye fødder er et miks af messing, rustfrit stål og delrin. Selve basen er drejet i messing, som er isat en M4 gevindstang i rustfrit stål. Gevindstangen muliggør højdejustering/nivellering af pladespilleren. Fødderne afsluttes mod underlaget af en lille, flad stub af delrin.

Materialevalget er først og fremmest betinget af æstetiske og praktiske hensyn. Hvis jeg skulle hype fremstillingen af fødderne og give markedsføringen fuld skrue, så ville jeg naturligvis skrive, at materialevalget til fødderne er sket på baggrund af tusindevis af timers koncentrerede lyttetest, hvor brændstoffet til hjerne og hørelse har bestået af den uegale kombination af espresso og Mariekiks (hvilket jo er enhver ægte hi-fi-nørds foretrukne diæt).



... dine fødder?

Sandheden er imidlertid den banale, at jeg havde messing-, delrin- og gevindstænger i nogle brugbare dimensioner liggende i mit kælderværksted. Hertil kommer så, at messingfarven matcher Pinkens mahognikabinet ganske godt. Så håber jeg ikke, at mit materialemiks og selve udførelsen sætter lydforringende fodaftryk ...

Det tog en mindre krig og adskillige madpakker at dreje messingbaserne og delrinstubbene. Især messingbaserne åd tid, da de skulle vendes og centreres, ligesom affasningen krævede ændringer i indstillingerne på min lille drejebænk. Samme omstændeligheder gentog sig, da messingbaserne skulle videre over i min fræser for at fræse huller til placering af delrinstubbene. Hvis jeg en gang bliver rig, så vil jeg have et 9-akset CNC-fræsecenter (og en maskintekniker som jeg kan sætte til at programmere skidtet ...).

Jeg vurderer det færdige resultat som OK. Visuelt er fødderne blevet en anelse mindre diskrete, end jeg havde forestillet mig. Der er ingen tvivl om, at affasningen har fjernet en del af den visuelle massivitet. Skulle jeg imidlertid gøre dem om (det skal jeg ikke!), så ville jeg give dem samme affasningsvinkel, men tage omkring 5 millimeter af højden. Jeg tror, det ville give en endnu bedre balance mellem funktionalitet og æstetik.

Og så skal jeg da ellers lige love for, at tidsforbruget og kompleksiteten fik et ordentligt nøk opad under den næste opgave!

Fotoet yder ikke kombinationen af værk og

tonearm retfærdighed. Det ser i den grad

meget bedre ud in natura.

Pinken er født med en Helius Orion tonearm (førsteudgaven). Som nævnt i tidligere indlæg er det en klassisk kombination fra 1980erne fra Audio Consult på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg, da Anders (fra Audio Consult) stod for import og salg af både Pinken og Helius-tonearmene.

Autenticitetshensyn og historietroskab taler for, at jeg beholder Helius-tonearmen på Pinken, men jeg besluttede under istandsættelsen, at min forgyldte Mørch DP-6 tonearm med sin varm-gyldne farve og delikate fremtoning måtte være et sublimt æstetisk og visuelt match til Pinkens mahognikabinet og pink støvlåg.

Valget faldt på en Denon DL-103R som
pick up. Den har ligget ubenyttet hen
længe, så den trængte til lidt motion.

Mørchen har for en stund været forvist til bunden af en mørk (hæhæ) skuffe, hvilket er synd og skam, da den er et mekanisk og lydmæssigt objet d'art. Så det var absolut på tide at ændre den tilstand og lade Mørchen komme til ære og værdighed igen.

Med et jomfrueligt armboard på Pinken var opgaven med at få monteret Mørchen i udgangspunktet ikke mere kompliceret end, at der skulle bores et monteringshul med den rette diameter og i den rette afstand fra centerlejet. Men nu er jeg jo ikke nødvendigvis sat i denne verden for at gøre tingene ukomplicerede ...

Jeg er lidt af en justeringssfetichist, når det gælder tonearme, så jo flere mikrometerskruer jeg kan få lov til skrue på jo bedre. Derfor er min Graham Phantom i øjeblikket også mit førstevalg, når det gælder tonearme. Jeg græder mig næsten dagligt i søvn af glæde over eksekveringen af Graham-armens VTA-justering. Azimuth-justeringen med magneter, der samtidig bidrager til at stabilisere unipivotkonstruktionen, så den minder om en tonearm med kuglelejer til at styre både vertikale og horisontale bevægelser, kan også godt få en enkelt glædeståre frem i øjenkrogen. Snøft!

Jeg benyttede min trofaste Feickert justeringslære

(herligt dansk ord for protractor) til justering af

tonearmen. Den kvikke iagttager har sikkert

bemærket, at jeg benytter en Mørch UP-4 til at finde

den rette monteringsafstand. UP-4'eren har den

fordel, at safirlejeskålen kan blotlægges, hvis

tonearmen skilles lidt ad. På den måde kan

monteringsafstanden indstilles ganske nøjagtigt, da
indstillingsspidsen på Feickerten så kan dyppes ret
præcist ned i lejeskålen. Det er helt uproblematisk,
da UP-4 og DP-6 har samme monteringsgeometri.

Nå, men denne følelsesladede fortælling om min trang til at have tilstrækkeligt med justeringsmuligheder på mine tonearme skal blot tjene som forklaring på, hvorfor det var en absolut nødvendighed for mig at have mulighed for at kunne justere tonearmens afstand til centerlejet.

Mine overvejelser gik i første omgang på en forskydelig anordning som den kendes fra SME armene. Jeg ihukom imidlertid hurtigt det system, som Franc Kuzma benytter til sine Stabi S/SD pladespillere. Her monteres bl.a. Kuzmas egne tonearme i en drejelig cylinder, hvor monteringshullet er boret forskudt fra centrum af cylinderen. Når cylinderen drejes, ændrer det på afstanden mellem centrum af monteringshullet og pladespillerens centerleje. Det er lige så enkelt, som det er smart tænkt af hr. Kuzma.

Til forskel fra Kuzmas S/SD pladespillere, så kan jeg imidlertid ikke montere en massiv cylinder i armboardet på Pinken, da armboardet kun er 5 mm tykt. Jeg drejede og fræsede derfor en cylinder med en monteringsflange, som gør det muligt at montere og justere cylinderen fra oversiden af armboardet.

Det lyder enkelt, men i praksis er det nok den sværeste og mest tidskrævende dreje- og fræseopgave, som jeg hidtil har kastet mig ud i. Det skyldes ikke mindst ønsket om visuelt at kunne matche Mørch tonearmens spinkle (fine) dimensioner. Jeg har således manuelt drejet og fræset adskillelser på 25/100 mm - det er altså pænt tyndvægget, og det er foregået med sved på panden og stor forsigtighed, hvor jeg ofte kun har taget 1/100 mm af materialet ad gangen. Pyha!

Jeg er ret tilfreds med resultatet - især da monteringscylinderen i praksis fungerer helt efter hensigten. Næste gang vil jeg dog nok vælge at være meget tæt på ligeglad med æstetikken og vælge nogle ikke helt så kompakte dimensioner.

Monteringscylinderen er klar til at blive

"plumpet" i armboardet. Jeg burde nok se

at få undersænket sekskantboltene. Det
nuværende udseende virker industrielt på
den grove og uelegante måde. Ak ja,
sådan er der så meget!

Der mangler en sidste detalje, førend jeg kan erklære istandsættelsen af Pinken for tilendebragt: Armboardet skal lakeres sort. Min første indskydelse var at lade det forblive ulakeret, men det giver Pinken et lidt for uroligt udseende. Hvis jeg holder min sædvanlige færdiggørelseshastighed, vil jeg sandsynligvis have et sortlakeret armboard om en 2-3 års tid ...

Det har været en lidt længere rejse at nå hertil, end jeg havde forestillet mig, da jeg tog hul på istandsættelsesprojektet for efterhånden nogen tid siden. Frustrationerne og besværet med at finde løsninger og enten finde eller producere reservedele i forhold til at komme videre har i lange perioder haft overtaget. Nu, hvor trængselstiderne er ovre, kan jeg dog heldigvis fokusere på, hvor utroligt lærerigt det har været, at jeg har måttet bevæge mig ud af min komfortzone og mere eller mindre ufrivilligt har fået udfordret min ikke-professionelle baggrund som håndværker og til dels også som tekniker.


Så er den næsten færdig. Armboardet mangler at blive sortlakeret, men ellers ...

Pinken er - som briterne nok ville sige det - a rather quirky deck, der kræver omhyggelighed, tålmodighed og en snert forsigtighed af sin bruger. Men det er også en klassisk pladespiller, der både æstetisk og lydmæssigt fortsat har en hel masse at byde på. Jeg har med mine små modifikationer/ændringer ikke helt kunnet fjerne al dens quirkiness. Den kræver fortsat, hvad jeg vil kalde en ret så entusiastisk tilgang, men jeg har gjort den en smule mere hverdagsduelig ... og det er vel udmærket i betragtning af, at lige præcis min Pink Triangle af andre havde fået dommen beyond repair og var på kanten til skrotning.

Så historien fik alligevel en happy ending with a pink twist.

Som en lille afslutningskrølle på renoveringssagaen, vil jeg da lige nævne, at jeg faktisk har endnu en Pink liggende til renovering - den trænger imidlertid virkelig til en kærlig hånd, så hav ikke for store forventninger til, at den nogensinde når frem til disse sider ...

Guitarhelten

Mens diverse hi-fi-projekter afventer færdiggørelse, så kan ventetiden jo passende bruges på at vise, at andre i familien kan eksekvere på deres kreativitet. En far har fulgt sin yngste søns første livtag med at realisere sine drømme som en af fremtidens guitarhelte

Min yngste søn er begyndt på guitarundervisning i den lokale musikskole. Stolt hjemvendt fra sin første undervisningslektion hev han fluks sin akustiske guitar frem fra sin gig bag og spillede et af rockmusikkens klassiske guitarriff: Ritchie Blackmores uopslidelige intro til Deep Purples "Smoke on the Water" fra samme gruppes lige så uopslidelige album "Machine Head".

Sønnikes spillestil og lyd (-niveau) var måske ikke helt lig med Blackmore/Deep Purple, men attituderne var de rigtige med store armbevægelser og ansigtet lagt i vrængende rockfolder. En stolt far kunne med anerkendende nik konstatere, at det ikke har været helt forgæves at vise klip, hvor Jimi Hendrix lader sin Strat fortære af flammer, og Pete Townshend med uformindsket energi viser, at en akkord lyder bedst, når den tages med et enormt møllesving.

Så langt kan man komme med lidt kreativitet og
nogle stumper fra krea-kassen. Moren var dog
ikke ubetinget begejstret over lånene fra hendes
smykkeskrin ...
Kan nogen i øvrigt gætte lp'en i baggrunden?!?

Som en lille sidegevinst har kampen med de seks strenge på den klassiske guitar styrket sønnikes interesse for fars lp-samling - især den del, hvor der for alvor bliver skruet op for guitarforstærkerens volumenknap, og hvor effektpedalerne står linet op i lag for at blive trampet på.

Så far hiver lp'er frem, mens sønnike lytter og studerer pladecovers.

Seancerne har givet sønnike så tilpas meget inspiration og brændstof til krea-hjernen, at han har lavet sin egen og meget analoge guitarhelt ud af paprøret fra en rulle toiletpapir, en flamingokugle og en hel masse andre godter fra krea-kassen.

I er velkomne til at komme med bud på, hvem forbilledet - eller forbillederne - kunne være.

ROCK ON!