Pink Triangle PT1 - Komplet Makeover, del 1

Med et frapperende design og en række anderledes tekniske løsninger markerede Pink Triangle PT1 sig stærkt i begyndelsen af 1980'erne. Her er beretningen om et tæt møde i mere nutidige omgivelser langt væk fra skulderpuder og touperet hår

Det var sikkert kombinationen af transparent pink støvlåg, den frostede lexanpladetallerken, møbelsnedkeri af høj klasse og et anderledes materialevalg, der i begyndelsen af 1980'erne gav mine teenagefantasier frit løb (nej, ikke den slags fantasier ... dem der kan tåle at stå på tryk). Godt hjulpet på vej af nogle frække nærbilleder i det nu hedengangne Hifi & Elektronik røg der et nyt navn øverst på den håbefulde teenagers pladespillerønskeliste. Og det var et meget lysegrønt håb, for prisen på værket alene var omkring 7.000 kr. Ganske meget, når de ugentlige lommepenge lige præcis sneg sig op på 2,50 kr.

Jeg refererer selvfølgelig til Arthur Koubesserians Pink Triangle pladespiller, der med sit utraditionelle materialevalg og anderledes tekniske løsninger påkaldte sig hifiverdenens (og en dansk teenagers) opmærksomhed. Visuelt var den også særdeles frapperende. Den forholdsvis traditionelle og fornemt møbelsnedkererede plint i mahogni eller andre ædle hårdtræssorter gav et elegant og traditionsbundet modspil til det pink støvlåg. Kaare Klint meets Verner Panton, men med Philippe Starcks mellemkomst.

Nu står den her så. Omkring 30 år efter sin introduktion. Ganske vist med en defekt motor eller strømforsyning eller måske begge dele, men mon ikke problemet kan afhjælpes? Arthur Koubesserian brød i den grad med normen, da Pink'en som et alternativ til mængden af pladespillere med ac-synkronmotorer blev udstyret med en servokontrolleret dc-motor. I dag raser debatten om det rigtige valg af motortype fortsat. Jeg skal ikke kunne afgøre, hvad der er bedst. Som i så mange andre sammenhænge handler det vel i bund og grund om implementeringen?

Modtagelsen af Pink'en var i det store og hele positiv, og en næsten enig anmelderskare roste den for sin levende og engagerende spillemåde. Den kunne måske virke lidt bastung på større systemer, dvs. bassen var ikke helt så velintegreret i resten af frekvensområdet, men det var måske et ganske velkomment træk med et boost i basområdet i betragtning af briternes (fortsat) udbredte hang til at ville spille små rum op med bassvage to-vejshøjttalere ...

Ikke alt ved Pink'en har dog vist sig at være lige rosenrødt. Tidens tand gnaver som bekendt ubønhørligt løs på det meste, og Pink'ens motorstyring har beklageligvis vist sig at være ganske modtagelig over for bidmærker. Den brænder med andre ord af. Puf! Hvis motorstyringen ikke kan reddes, er alternativerne ganske få, men til gengæld dyre fx i form af Origin Lives dc-motor kit, der selv i sin mest simple og uavancerede version har en ganske ublu prislap.

Et andet opmærksomhedspunkt er Pink'ens centerleje. Opmærksomheden skyldes beklageligvis den omstændighed, at det er kendt for at gå i stykker. Centerlejet på Pink'en er et såkaldt inverteret leje, der i sin grundlæggende udformning består af en lejeskål af kunstig safir, hvori der løber en lejekugle af tungsten. På de tidlige modeller hviler lejeskålen på kuglen, mens det på senere modeller er kuglen, der hviler på lejeskålen. Fotoet nedenfor viser de to lejetyper. Foto er lånt fra en artikel af Phil King på www.vinylengine.com/pink-triangle-pt-too.shtml, som er den mest omfattende (tekniske) beskrivelse af Pink Triangle pladespillere, jeg hidtil er stødt på.

Slidtage er ethvert centerlejes værste fjende og den mest almindelige årsag hertil er selvfølgelig manglende basal vedligeholdelse - ikke mindst et årligt olieskift. Men hårdhændet behandling kan også føre til uoprettelige skader.

Og desværre kan mit eksemplar af Pink'en ikke sige sig fri for den slags lidelser.

Nærmere inspektion af lejet har således afsløret, at lejekuglen er synligt slidt med små deformiteter - den er med andre ord ikke rigtig rund længere. Safirskålen virker til gengæld intakt. Alt i alt kan det dog næsten ikke betyde andet end, at friktionen og støjen i lejet er øget.

Og det er i den grad bad news, da den absolut altoverskyggende udfordring ved at renovere en Pink Triangle pladespiller er, at det stort set er håbløst at skaffe (nye) reservedele. Det efterlader en med tre muligheder:

1. Find en tilsvarende donorpladespiller (fx på eBay) og skræl den for brugbare dele
2. Lav delene selv!
3. Hør om Funk Firm - som er Arthur Koubesserians nye "biks" i UK - eller True Point (også i UK) kan/vil renovere lejet.

Hvad der er mest besværligt må være op til den enkeltes kunnen, temperament, held og pengepung. I mit tilfælde vil renoveringen af centerlejet nok blive en kombinationen af 2 (lav delene selv) og en række nye standardkomponenter.

Min Pink Triangle har centerlejet, hvor det er kuglen, der hviler på lejeskålen. Min første udfordring var at finde safirlejeskåle med de rette dimensioner. Det har heldigvis vist sig, at firmaet True Point i UK er leveringsdygtige. Den meget servicemindede ejer, Charles Melling, har desuden givet mig meget præcise informationer om, hvem der tidligere leverede safirer til Pink Triangle og hvilke typer, der blev leveret. Så der er nye lejeskåle på vej.

Jeg "mistænker" i øvrigt True Point for at producere eller ihvertfald levere dele til Origin Lives tonearme, men jeg har ikke villet spørge, så det er en helt ubekræftet mistanke. Men se selv under "Audio Products" på deres hjemmeside og se, om I får samme mistanke som mig http://www.true-point.co.uk/

Safirlejeskålene, der blev benyttet i Pink Triangle, i hvert fald i de første mange år af firmaets levetid, var såkaldte "double cup jewels". Det betyder, at lejeskålen har en rund fordybning, hvori der findes en mindre rund fordybning. Denne lejetype har den fordel, at lejekuglen har lettere ved at finde centrum af fordybningen, hvis den skulle komme ud af ubalance. En absolut fordel ved pladespillerlejer som helst skal dreje rundt uden nogen form for koncentricitet.

Lejeskålene er som nævnt bestilt, men jeg er alligevel en lille smule forundret over deres dimensioner. Når safirlejeskåle og lejekugler skal dimensioneres, arbejdes der sædvanligvis med en ratio på mindst 1,5:1. Dvs., at radius på lejeskålen sædvanligvis skal være 1,5 gange større end radius på lejekuglen. Denne tommelfingerregel benyttes for at sikre, at lejekuglen har plads i lejeskålen, og at lejet kan løbe rundt med tilstrækkelig lav friktion. De bestilte lejeskåle har en radius på 0,79 mm. Hvis ovennævnte ratio benyttes giver det 0,79/1,5 = 0,53 mm. Det betyder at lejekugler med en diameter på (ca.) 1 mm bør anvendes. Jeg har imidlertid målt diameteren på lejekuglen i Pink'en til 2 mm! Lejekuglen er m.a.o. ifølge teorien alt for stor! Og nu spekulerer jeg selvfølgelig på, hvorfor en lejekugle på 2 mm er valgt? Skyldes det en beregningsfejl? Eller er det helt kalkuleret? Jeg véd det ikke!

Der er også den mulighed, at Arthur Koubesserian benytter den mindste af fordybningerne i lejeskålen som oliereservoir, og lejekuglen så hviler i/på den største af fordybningerne. Jeg har dog svært ved at se meningen med det, da det alt andet lige må give en større kontaktflade og dermed større friktion. Jeg vil desuden mene, at lejekuglen bliver fanget/låst i overgangen mellem de to fordybninger med større friktion til følge.

Jeg har også fået den tanke, at forklaringen på de mange ødelagte lejer på Pink Triangle pladespillere måske skyldes, at lejeskål og lejekugle ganske enkelt ikke er dimensioneret til hinanden. Lejeskål og -kugle maser ganske enkelt hinanden i stykker over tid? Det er kun en tanke, men hvis det er tilfældet, er der i den grad tale om konstruktionssjusk af værste amatøragtige skuffe. Hvad tænkte du dog på, Arthur?!?

Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at benytte en keramisk lejekugle på 1 mm. Keramik er et fantastisk lejemateriale! Stærkt, let og glat og med meget snævre produktionstolerancer. Så jeg vil mene, at selv om diameteren mindskes, så vil det alligevel blive et stærkere og mere friktionsløst leje sammenlignet med det gamle.

Så må tiden vise, om mine teoretiske betragtninger også fungerer i praksis. Men primære bekymring i den forbindelse er helt klart, om lejekuglen er stærk nok til at bære vægten af akrylpladetallerkenen. Den vejer ikke voldsomt meget, men kontaktfladen mellem lejekugle og lejeskål er ikke ret stor, hvilket gør trykket voldsomt stort på kontaktpunktet. Hvor stort har jeg ingen anelse om - jeg krydser blot fingre for, at det ikke bliver for stort! Jeg skal nok sørge for en up-date, efterhånden som renoveringsprocessen skrider frem.

Bemærkninger, kommentarer og erfaringer fra andre med kendskab til Pink Triangle pladespillere modtages med kyshånd. Hold jer nu ikke tilbage!

Det er en Alphason, søn!

Fra skrot til noget med lidt mere schwung

Et vue ud over skrotbunken. Få dele - meget arbejde før den er spilleklar!

Det lignede en lille bunke metalskrot. En håndfuld dele i forskellige former og størrelser af ukendt oprindelse, men som med meget stor tydelighed havde set bedre dage … væsentligt bedre dage.






”Hvad er det, far?”, spurgte mine seksårige søn, der straks øjnede en mulighed for, at de spændende metaldele kunne indgå i en af de fantasifulde Legokonstruktioner, som han i den seneste tid har været så travlt optaget af at bygge.

”Det er en Alphason. Det er en tonearm til en pladespiller, og du må ikke pille ved den. Jeg skal se, om jeg kan reparere den. Det bliver nok svært, men hvis du hjælper mig, så lykkes det måske?”

”Nå, okay, men hvad skal du med alle de tonearme, far?"

Jeg nåede end ikke at forsøge at svare, før han var forsvundet. Sikkert for at lege. Fars vinyl- og analognørderi har endnu ikke rigtig fundet klangbund hos ham. Fint nok, han skal nok få en god barndom alligevel.

Ja, hvad skal jeg egentlig med alle de tonearme? Et godt spørgsmål, som jeg heldigt nok slap for at besvare, for det er ikke sådan lige at give svar på. Det første, der umiddelbart falder mig ind som svar, er den finmekaniske snilde og præcision, som de teknisk mere komplicerede tonearme udviser. Lidt på samme måde, som jeg er fascineret af mekaniske ure – selvfølgelig overvejende af svejtsisk herkomst, men tyskerne har også en fin tradition herfor, som nu er revitaliseret med indlemmelsen af især byen Glashütte i Sachsen i et forenet Tyskland i 1990.

Det var nu heller ikke planen, at jeg skulle have endnu en tonearm til samlingen. Og da slet ikke i form af en skrotbunke. Den pæne udlægning er, at jeg har fået en tonearm i kitform. Der er vel en smule handy-man gemt i mig et sted?

Og så er Alpahsonarmen ej at forglemme en tonearm med et lettere kultisk ry, ja, måske endda ligefrem en klassiker, hvad enten det så er fortjent eller ej. Så set i det perspektiv kan jeg godt forsvare at føje den til min samling … bilder jeg mig selv ind …

Alphasonarmen blev introduceret på et tidspunkt (1983), hvor de rigueur på de fleste high-end tonearme var lige tonearmsrør. Alphasonarmen hyldede derimod den klassiske S-formede armrørsgeometri.

Det var imidlertid ikke armens eneste særkende. Armrøret var lavet af titanium med henblik på maksimal styrke, stivhed og lethed. Det var der i og for sig ikke noget nyt i. SME havde ca. fem år tidligere benyttet titanium til armrøret i deres Series III, og det samme havde Technics i deres EPA500H.


Det integrerede headshell. Forstærkningspladen kan lige anes.

Det nye bestod i, at headshell var formet af den yderste del af tonearmsrøret. Det var på en ganske opfindsom måde presset fladt og udgjorde således en integreret og meget stærk del af armrøret. Headshell har på undersiden fået pålimet en tynd plade til forstærkning og stabilisering. Pladematerialet ligner titanium, det har i hvert fald samme musegrå farve.



Armrøret skulle i det hele taget være så stærkt, at rygtet vil vide, at Mark Knowles (Alphasontonearmens designer og ejer af Alphason Designs) på hifiudstillinger udlovede en af sine arme – tonearme, altså – og en pladespiller til den, der med de bare næver kunne knække armrøret på en HR100. Det skete aldrig. Om rygtet er sandt, véd jeg ikke. Det kan selvfølgelig også være, at 1980’ernes britiske hifientusiaster havde usædvanligt svage overarme. Jeg har i hvert fald på et tidspunkt set et foto af et afbrækket headshell, men uden angivelse af hvordan det var sket. Det krævede vist nok indsatsen fra en 35 ton hydraulikpresse for Mark at forme armrøret i sit lille værksted. Pres så, drenge!

Tilbage til Alphasonarmen in situ. En hurtig gennemgang af skrotbunken afslørede, at jeg står over for en opgave, der påkalder sig lidt teknisk snilde, hvis jeg skal få armen til at fungere igen.

Det mest kritiske punkt er, at pinollejerne, der styrer armens horisontale bevægelse, er adskilte. Lejekuglerne fulgte med i en lille plastpose, men jeg vil umiddelbart mene, at der mangler nogle stykker. Spidser og lejebaner ser til gengæld fine ud. Nu udestår så blot at finde lejekugler i passende størrelse og kvalitet og få dem justeret til perfekt, slørfri gang uden undervejs at overspænde.

Det bemærkes bl.a. på Vinylengine.com at brugen af space age materialer i Alphasonarmen – udover armrøret i titanium – også inkluderede brugen af keramiklejer. Nu er det jo altid en drøftelse værd, hvad der konstituerer et keramikleje, men Alphasonarmens brug af et keramiklignende materiale er vist nok begrænset til pinollejespidserne, der så efterfølgende skulle være diamantpolerede. Lejekuglerne, der fulgte med, ligner (almindelige) lejekugler i rustfrit stål. Stålkvaliteten og rundheden kan selvfølgelig være ekstraordinær god, men keramik er det ikke.

Øvrige dårligdomme omfatter en armlift, hvor løftemekanismen er bøjet, så liften hænger. De interne kabler skal også skiftes. Der fulgte ganske vist nogle med, men de var af forskellig (ukendt) type og på uskøn vis loddet sammen, så de er skrottet. Og så mangler tråden/fiskesnøren til anti-skatingvægten, men mon ikke det bliver en af de mere overkommelige dele at fremskaffe og reparere?

På positivsiden tæller, at armen er komplet og alle væsentlige dele som armrør og lejeophæng er uden strukturelle skader.

Så nu går jeg lige så stille i gang med at få gjort armen funktionsdygtig. Jeg skal selvfølgelig nok give en status efterhånden som arbejdet skrider frem … for de utålmodige kan jeg dog garantere, at det ikke vil gå særlig hurtigt ...

Faldstammen - ny designhøjttaler?!?

Jeg kunne altså ikke dy mig! Et dansk firma har netop lanceret en - som det hedder på deres hjemmeside - "...ny højttaler i et flot design." I må selv dømme, men jeg mener mest af alt, at højttaleren på det foreliggende billedmateriale ligner et stykke afskåret faldstamme med en højt monteret renselem ... og "klumpfoden", som faldstammen er proppet ned i, forstår jeg slet ikke.

Jeg skal være den første til at erkende, at ikke alt hifi altid kan være lige lækkert designet. Form follows function må nødvendigvis betyde, at det i visse situationer er nødvendigt at kompromittere æstetikken og vælge nogle visuelt lidt mere anmassende hvis ikke lige frem grimme løsninger.

Men det her er designmæssigt en decideret ommer! Gad nok vide, om den lyder, som den ser ud? Det må i givet fald være ganske gyseligt ...

En Mørch kom forbi ...

Et tilfældigt gensyn med en kær bekendt, der for mange år siden tændte interessen for vinyl og pladespillere



Regas gamle logo -

en anelse sjovere og mere opfindsomt end det nuværende

Tilfældighedernes spil ville, at jeg kom i kontakt med en nordsjællænder med en defekt pladespillerkombination. Nordsjællænderen, lad os bare kalde ham Kim, for det er, hvad han hedder, stod efter en udskiftning af remmen på sin Rega Planar 3 i den situation, at hans pladespillerkombination var blevet lyddød ... lyddød på den beklagelige måde, vel at mærke. Hvor der før var liflige toner og god musik, var der nu ingenting. Nichts. Nothing. Niente. Niets. Nada.

Det var ellers en ganske udmærket kombination, der bestod af føromtalte Rega Planar 3, en Mørch UP-4 tonearm samt en Supex SDX-1000 pick up. Kim havde egentlig afskrevet kombinationen som mere død end Frederik Fetterleins privatøkonomi og sangtalent og sat den til salg som defekt på HIFI4ALL.DK.

Jeg fik imidlertid overbevist Kim om, at det var forsøget værd at smutte forbi den selvudnævnte pladespillerkirurg i Vangede - det var muligvis kun småting, der skulle til for en vellykket redningsaktion. Det skulle vise sig at være en sandhed med visse modifikationer ...

En hurtig inspektion afslørede, at den aldrende Supex pick up led af knogleskørhed, havde opgivet ævred og var bukket under for det ubønhørlige pres, der altid hviler på en pick up under aftastning af lp'er. Dens nålefane var knækket helt inde ved ankeret og lod sig som en stor splint i en finger fjerne med en pincet. Men i modsætning til racen Homo Sapiens, der sædvanligvis og på bedste måde overvinder den slags skader og milde overfladisk-operative indgreb, måtte kirurgen i dette tilfælde erklære patienten for afgået ved døden. Det var slut.

Mørcharmen gav et lidt træt indtryk. Den havde tydeligvis stået i et rygerhjem og var overtrukket med et let klistret lag af en ildelugtende kombination af tjære og nikotin. Vi taler af og til om "lækkert" hifi - her havde vi så et meget håndgribeligt eksemplar på begrebets antitese. Herudover manglede det ene kontralod og hele antiskatingmekanismen. Mangelen på en antiskatingmekanisme diskvalificerer dog ikke nødvendigvis en tonearms funktionalitet. Enkelte producenter finder, at antiskatingmekanismer i bund og grund ikke virker ordentligt og i sidste ende er lydforringende, hvorfor de enten ikke findes på deres tonearme (fx Schröder) eller tilbydes som ekstra tilbehør (fx VPI). Som jeg sagde til Kim, så kunne han altid, hvis det var vigtigt for ham, bestille hele antiskatingmekanismen hos Mørch. Den er vist ikke så dyr, og tager kun ganske kort tid at montere.

Mekanisk virkede Mørcharmen helt OK. Eneste synlige mangel var et par pick up clips, der med det yderste af en enkelt litzetråd fortsat havde kontakt med kablet, der løber i armrøret. Et tjek af pivot og safirlejeskål ville kræve en mere grundig inspektion i form af en adskillelse.

Det mest bemærkelsesværdige ved Mørcharmen var, at den var udført i ubehandlet aluminium. Indtil Kim kom forbi, kendte jeg udelukkende til enten forkromede eller forgyldte eksemplarer af UP-4. Mit gæt er, at der er tale om et (meget) tidligt eksemplar. Og jeg kan godt forstå, Mørch har valgt at forkrome eller forgylde sine arme. I aluminium er det bestemt en yderst fin tonearm, men forkromningen eller forgyldningen giver den et markant løft i visuel elegance og signalerer stor eksklusivitet - godt set, hr. Mørch!

Regaen havde samme fedtede coatning af nikotin og tjære som Mørcharmen. Motoren løb lydløst rundt og omdrejningstallet lå - som på alle ældre Regapladespillere jeg har tjekket - lige lidt over de obligatoriske 33 1/3 og 45 omdrejninger i minuttet. Rygtet vil vide, at det var et helt bevidst valg fra Regas side, da de for snart mange år siden introducerede Planar 3'eren på markedet. Det lidt højere omdrejningstal fik musikken til at fremstå mere frisk og livlig - især i sammenligning med de nærmeste konkurrenter fra fx Systemdek. Et hurtigt tjek med min Feickert protractor viste, at afstanden mellem Mørcharmens omdrejningspunkt og centerspindelen var de anbefalede 212 mm. Så vidt så godt.

Centerlejet viste minimale tegn på slid. Der var en ganske fin fordybning i bunden af lejeakslen, hvor den har kontakt med centerlejekuglen. Selve lejekuglen viste ingen tegn på slid eller deformiteter, da den først var blevet affedtet for snasket og let sedimenteret lejeolie.  Der var muligvis ikke tale om et leje, der var minutiøst vedligeholdt, men omvendt var der heller ikke tale om en katastrofe, når det tages i betragtning, at Regaen vel er mindst 25 år gammel, og det nok også er første gang, centerlejet er kørt til olieservice. Perfektionisme har som bekendt sin pris, og hvad man ikke ser, har man ikke ondt af, så aftalen lød på en grundig rensning af lejebrønden efterfulgt af nøgle dråber lejeolie. Og så kan vi godt leve med det lille mærke i enden af lejeakslen, ja vi kan så.

Kim havde altså brug for en ny pick up. Valget faldt på en Ortofon 2M Red, men inden den landede til montering og justering, havde jeg tid til at skille Mørcharmen helt ad for en mere grundig inspektion og rensning. Pivot og safirlejeskål så fine ud, så ingen grund til bekymringer her. Med armen helt adskilt gik jeg i gang med at oppolere samtlige dele med flittig brug af Autosol. Da først nikotinforseglingen var brudt gik det relativt hurtigt med at få UP-4'eren til at se ud som (næsten) ny - og så lugtede den heller ikke længere som bunden af et askebæger på et morgenværtshus ... vel at mærke før rygeforbudets tid!

Der blev også monteret nye p.u.-clips.  Kontakten til armens indvendige forkabling var som nævnt ikkefor god. Jeg er desuden allergisk over for små tyndvæggede clips i bukket messing, så hvor jeg kan slippe afsted med det, bliver de udskiftet med Clearaudios. De har ganske vist en urimelig høj kilopris, men til gengæld passer de til både tykke og tynde tilslutningspinde, er nemme at lodde og mekanisk tillidsvækkende.

Da Ortofonen landede på mit arbejdsbord fandt jeg min uundværlige Feickert protractor frem samt øvrige essentielle hånd- og monteringsværktøjer og gik i gang med grovjusteringen af arm og pick up. Rygtet vil vide, at UP-4'eren er meget levende - og dermed også besværlig - at justere. Det er nu ikke mine erfaringer. Den er opmærksomheds- og tålmodighedskrævende, men det er størsteparten af tonearme, hvis man vil hive det bedste ud af dem og den monterede pick up. Grovjusteringen tog ca. 45 minutter (Feickerten gør, at overhang og nulpunkterne, hvad enten det er Baerwalds eller Löfgrens geometrier, man sværger til, kan findes ganske hurtigt). Herefter blev der lyttejusteret lidt for at finde VTA/SRA og azimuth. Ortofonen har ikke den skarpeste og mest krævende slibning, så jeg fandt ret hurtigt et område, hvor selv lidt større justeringer ikke længere gav hørbare ændringer. Større justeringer er i denne sammenhæng mindre end en tiendedel millimeter - det er trods alt nogle næsten mikroskopiske størrelser, der arbejdes med.

Kim var forståeligt nok en glad mand, da han afhentede sin pladespiller. Den var så godt som afskrevet, men tilfældet, en smule knofedt og lidt omhu fik den atter køre- og spilleklar. Personligt var det et fint gensyn med en gammel kending. Regaen (med en Rega RB300 tonearm og en Denon DL-103 pick up) var min første rigtige pladespiller, og selv om den forlængst og mange gange siden er erstattet af andet og mere velspillende grej, så var den ikke desto mindre med til at grundlægge min entusiasme for vinylaftastning og pladespillere. Ak ja, det er nu ca. 30 år siden ... som tiden dog går, når man har det sjovt med vinyl. Ikke sandt?

Blog oprettet - men hvad med indholdet?

Ja, så enkelt kan det siges. Min blog om pladespillere, vinylplader og alt (analogt) der til hørende er nu i luften. Det kan måske forekomme en kende absurd, at mine glæder ved en nu mere end 100 år gammel teknologi og musiklagrings- og afspilningsform skal udbredes via digital teknologi, men sådan er betingelserne nu en gang lidt mere end et årti inde i det 21. århundrede.

Layout og indhold lader endnu meget tilbage at ønske - jeg mangler ganske meget for at lære blog-teknologiens veje og især vildveje at kende - men efterhånden som min læringskurve bliver stejlere og stejlere og min fortrolighed med de mange muligheder stiger, vil I forhåbentlig finde stor fornøjelse i indholdet.

Så "Stay Tuned"!