It's Black, It's Back, It's Beautiful

Efter års glemsel i et mørkt kælderhjørne løber det atter rundt for et af halvfjerdsernes designikoner. Der er kastet mere end blot et blik på den stilfulde Nakamichi 600II båndoptager

Den har stået længe i et hjørne af kælderen. Hengemt, glemt og med udslukte VU-metre. Ikke så underligt, da den er fra en svunden tid. Dens æra er forbi, og der er stort set ingen worldwide, der tager produktkategorien og mediet seriøst længere. Jeg taler om båndoptagere til compact cassette – mere specifikt om min gamle båndoptager – en Nakamichi 600II – vist nok fra 1978.


Den klargjorte Nakamichi 600II. Et pænt ydre med et nu funktionsdygtigt indre.

1978 er godt nok ved at være længe siden! Det var året, hvor Argentina slog Holland 3-1 i VM-finalen i fodbold foran et fanatisk hjemmebanepublikum, der eksploderede i ekspressivitet og kollektive glædestårer, da anfører Passarella kunne løfte VM-trofæet efter en uskøn og rodet affære, der betød, at Argentina for første gang kunne kalde sig verdensmestre i fodbold.

Helt samme ekspressivitet finder man ikke omkring kassettebåndoptagere. Der er måske nok flere kassettebånds- og båndoptagerentusiaster, end man umiddelbart tror, men de lever en stilfærdig og diskret tilværelse. Måske fordi det bare er for nørdet at synes, at musik bør optages og afspilles på et 3,81 mm bredt magnetbånd med en hastighed på 4,76 cm/s? Måske fordi det bare er for teknologisk tilbageskuende og sutsko-agtigt på den lidt for kameluldsbrune måde?

Tilbage til Nakamichien i bugen af casa Henningsen. Den er et loppemarkedsfund. Sat til salg som defekt, og af samme grund købt for ganske få penge. Manualer og plastikstøvlåg fulgte med, men desværre ingen originalemballage. Købt for år tilbage med en ambition om at få den køreklar. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, og andre projekter både over- og inderhalede Nakamichien, der som tiden gik røg længere og længere ind bag alle de andre over tid akkumulerede hifi-projekter. Min kone kalder med en vis ironi den del af kælderen for de kuldsejlede hifi-apparaters ø … jeg modsiger hende – af flere årsager – kun ugerne.

Etableringen af fjernvarme og en derfor nødvendig kælderoprydning – måske nok snarere en slags allokering af rodet – bragte for nogle uger siden Nakamichien frem fra sin hengemte tilværelse. Nok var den støvet, men heldigvis ikke medtaget.

Begejstret ved gensynet fandt jeg et gammelt kassettebånd frem, satte netstikket i, trykkede ”power on”, trykkede ”play”, og båndet kørte og … stoppede. Pis! Spole ville den heller ikke. Hverken frem eller tilbage. Jeg var meget tæt på at opgive min genfundne tanke om at få den køreklar, og enten sætte den til salg som defekt eller mere morbidt at sætte den ud til storskrald. Heldigvis genvandt jeg efter lidt småbitter vaklen atter troen på, at jeg ville kunne få den til at fungere.

Jeg har ikke tidligere i nævneværdigt omfang rodet med båndoptagere, men efter at have boostet min hjerne med i omegnen af fem kopper begsort espresso nåede jeg frem til den geniale konklusion, at Nakamichiens mangel på båndtransport måtte skyldes fejl i elektronikken, eller i mekanikken, eller måske en kombination af begge dele. Fejl i elektronikken ville jeg aldrig kunne finde, så bevæbnet med en skruetrækker med Philipskærv og ungdommens vovemod – det er så også det eneste, der er ungt hos mig – påbegyndte jeg demonteringen af Nakamichien i håb om, at fejlen var mekanisk og til at finde.

Hold da op, hvor er der meget elektronik og mekanik i sådan en maskine! Og det fylder! Den er tydeligvis fra en tid, hvor SMD og integrerede kredse hørte fremtiden til. Men det aftvinger stor respekt at se, hvor gennemtænkt og velintegreret elektronik og mekanik fungerer sammen.

Historien om Nakamichi er i øvrigt historien om et firma, der i 1973 egenhændigt revolutionerede lyden fra kassettebånd med lanceringen af deres Nakamichi 1000 Tri-Tracer. Før introduktionen havde kassettebåndsformatet været betragtet som lydmæssigt inferiørt og primært været benyttet i mindre krævende sammenhænge som fx i diktafoner.

Det ændrede 1000Tri-Tracer på over night. Her var en maskine, der med smalle bånd og lav båndhastighed ikke blot spillede lige op med, men sågar også overgik en stor del af datidens spolebåndoptagere i lydkvalitet. Bortset fra Nakamichis visionære ingeniører var der ingen i hifiverdenen, der havde set det komme.

Der gik ikke lang tid, før Nakamichi lancerede yderligere modeller, der til lavere priser gav næsten samme ydelse som Tri-Traceren. I 1975 blev Nakamichi 600 sendt på markedet. Den havde en stilfuld, skrånende front, der utvivlsomt var stærkt inspireret af Mario Bellinis iøjnefaldende design af Yamaha TC-800GL. Nakamichien kunne fås i børstet aluminium i sølv eller sort, og som ekstraudstyr kunne man få et støvlåg i perspex. På den måde lugtede det hele lidt af pladespiller …

Og den var også dyrere end mange af datidens pladespillere. En Linn Sondek kostede i UK i omegnen af £300, mens Nakamichien kostede £350 … så det var bestemt ingen billig båndoptager. Til prisen fik man til gengæld en lydkvalitet, der lammetævede de fleste konkurrenter. I 1970’erne kæmpede gennemsnitskassettebåndoptageren med et frekvensområde, der på en god dag måske nåede op på 11kHz, og hastighedsafvigelser (wow & flutter) i størrelsesordenen 0,5 pct. var heller ikke usædvanlige. Her kunne 600’eren fremvise en ret frekvensgang fra 20Hz til 20Khz og hastighedsafvigelser på 0,09 pct. Det skyldtes ikke mindst fremragende ind- og afspillehoveder og en enkel, men perfekt justeret båndtransport. Sidste led i kvalitetskæden var elektronikken, der ganske enkelt var enestående god sammenlignet med andre kassettebåndoptagere.

Nakamichien er til dels modulært opbygget, så det var noget mindre tidskrævende, end jeg havde forestillet mig at fjerne hele båndtransporten fra maskinen. Efter at have gennemgået båndtransportens mekaniske funktioner stod det ret hurtigt klart, at fejlen sandsynligvis kunne lokaliseres til drivhjulet, der styrer både båndfremføringen og begge spoleretninger.

Drivhjulet sidder på en arm, der sidder på en lejeaksel, så det kan svinge frit mellem hhv. afviklings- og opsamlingshjul. Armen, som er støbt (sandsynligvis i en eller anden aluminiumslegering), var irret fast til lejeakselen, så den hverken kunne aktivere afviklings- eller opsamlingshjulet.

Efter lidt mere adskillelse lykkedes det mig at få drivhjulet lirket fri af lejeakselen, som efterfølgende blev aftørret og forsynet med en klat silikonefedt. Så blev det hele samlet.

Det var med spænding (haha!), at jeg atter tændte for maskinen … og denne gang udeblev miraklet ikke! Båndet kørte, der kom lyd … og søreme om den ikke også kunne spole både frem og tilbage.

Så det er med en vis tilfredshed, at jeg kan sige mission accomplished. Det kan blot undre, at jeg brugte så mange år på at nå i mål, når den samlede arbejdsindsats, der skulle til, var på ganske få timer. Rom blev som bekendt og så videre …

Og hvad vil jeg så bruge Nakamichien til? Tja, jeg véd det faktisk ikke rigtig. Foreløbig lader jeg den nok stå – men ikke bagerst i kælderen! – som et slags mindealter over mine tidlige teenageår, hvor jeg med stor entusiasme optog musik fra diverse pop- og rockprogrammer på DR P3 på mine forældres Sony båndoptager. På lidt længere sigt overvejer jeg at lade den indgå i et vintageanlæg, som jeg vil samle til mit kælderværksted. I mit værksted er der ofte metal- og træstøv i luften, og jeg forestiller mig, at kassettebånd trods alt vil være lidt mere immune over for alt det luftbårne snask end kombinationen af lp’er og pladespiller. Det giver mig også mulighed for i min jagt på evig ungdom at spole (mere haha!) tiden lidt tilbage til føromtalte teenageår. Denne gang skal jeg så ikke optage fra P3, men overspille dele af min egen pladesamling.

Så for mit vedkommende er Nakamichiens æra ikke forbi – jeg er helt klar til at tage den endog meget seriøst, hvis dens anakronistiske tilstedeværelse kan hjælpe mig til evig ungdom eller blot følelsen heraf.