Et tilfældigt gensyn med en kær bekendt, der for mange år siden tændte interessen for vinyl og pladespillere
 |
Regas gamle logo -
en anelse sjovere og mere opfindsomt end det nuværende
|
Tilfældighedernes spil ville, at jeg kom i kontakt med en nordsjællænder med en defekt pladespillerkombination. Nordsjællænderen, lad os bare kalde ham Kim, for det er, hvad han hedder, stod efter en udskiftning af remmen på sin Rega Planar 3 i den situation, at hans pladespillerkombination var blevet lyddød ... lyddød på den beklagelige måde, vel at mærke. Hvor der før var liflige toner og god musik, var der nu ingenting. Nichts. Nothing. Niente. Niets. Nada.
Det var ellers en ganske udmærket kombination, der bestod af føromtalte Rega Planar 3, en Mørch UP-4 tonearm samt en Supex SDX-1000 pick up. Kim havde egentlig afskrevet kombinationen som mere død end Frederik Fetterleins privatøkonomi og sangtalent og sat den til salg som defekt på HIFI4ALL.DK.
Jeg fik imidlertid overbevist Kim om, at det var forsøget værd at smutte forbi den selvudnævnte pladespillerkirurg i Vangede - det var muligvis kun småting, der skulle til for en vellykket redningsaktion. Det skulle vise sig at være en sandhed med visse modifikationer ...
En hurtig inspektion afslørede, at den aldrende Supex pick up led af knogleskørhed, havde opgivet ævred og var bukket under for det ubønhørlige pres, der altid hviler på en pick up under aftastning af lp'er. Dens nålefane var knækket helt inde ved ankeret og lod sig som en stor splint i en finger fjerne med en pincet. Men i modsætning til racen Homo Sapiens, der sædvanligvis og på bedste måde overvinder den slags skader og milde overfladisk-operative indgreb, måtte kirurgen i dette tilfælde erklære patienten for afgået ved døden. Det var slut.
Mørcharmen gav et lidt træt indtryk. Den havde tydeligvis stået i et rygerhjem og var overtrukket med et let klistret lag af en ildelugtende kombination af tjære og nikotin. Vi taler af og til om "lækkert" hifi - her havde vi så et meget håndgribeligt eksemplar på begrebets antitese. Herudover manglede det ene kontralod og hele antiskatingmekanismen. Mangelen på en antiskatingmekanisme diskvalificerer dog ikke nødvendigvis en tonearms funktionalitet. Enkelte producenter finder, at antiskatingmekanismer i bund og grund ikke virker ordentligt og i sidste ende er lydforringende, hvorfor de enten ikke findes på deres tonearme (fx Schröder) eller tilbydes som ekstra tilbehør (fx VPI). Som jeg sagde til Kim, så kunne han altid, hvis det var vigtigt for ham, bestille hele antiskatingmekanismen hos Mørch. Den er vist ikke så dyr, og tager kun ganske kort tid at montere.
Mekanisk virkede Mørcharmen helt OK. Eneste synlige mangel var et par pick up clips, der med det yderste af en enkelt litzetråd fortsat havde kontakt med kablet, der løber i armrøret. Et tjek af pivot og safirlejeskål ville kræve en mere grundig inspektion i form af en adskillelse.
Det mest bemærkelsesværdige ved Mørcharmen var, at den var udført i ubehandlet aluminium. Indtil Kim kom forbi, kendte jeg udelukkende til enten forkromede eller forgyldte eksemplarer af UP-4. Mit gæt er, at der er tale om et (meget) tidligt eksemplar. Og jeg kan godt forstå, Mørch har valgt at forkrome eller forgylde sine arme. I aluminium er det bestemt en yderst fin tonearm, men forkromningen eller forgyldningen giver den et markant løft i visuel elegance og signalerer stor eksklusivitet - godt set, hr. Mørch!
Regaen havde samme fedtede coatning af nikotin og tjære som Mørcharmen. Motoren løb lydløst rundt og omdrejningstallet lå - som på alle ældre Regapladespillere jeg har tjekket - lige lidt over de obligatoriske 33 1/3 og 45 omdrejninger i minuttet. Rygtet vil vide, at det var et helt bevidst valg fra Regas side, da de for snart mange år siden introducerede Planar 3'eren på markedet. Det lidt højere omdrejningstal fik musikken til at fremstå mere frisk og livlig - især i sammenligning med de nærmeste konkurrenter fra fx Systemdek. Et hurtigt tjek med min Feickert protractor viste, at afstanden mellem Mørcharmens omdrejningspunkt og centerspindelen var de anbefalede 212 mm. Så vidt så godt.
Centerlejet viste minimale tegn på slid. Der var en ganske fin fordybning i bunden af lejeakslen, hvor den har kontakt med centerlejekuglen. Selve lejekuglen viste ingen tegn på slid eller deformiteter, da den først var blevet affedtet for snasket og let sedimenteret lejeolie. Der var muligvis ikke tale om et leje, der var minutiøst vedligeholdt, men omvendt var der heller ikke tale om en katastrofe, når det tages i betragtning, at Regaen vel er mindst 25 år gammel, og det nok også er første gang, centerlejet er kørt til olieservice. Perfektionisme har som bekendt sin pris, og hvad man ikke ser, har man ikke ondt af, så aftalen lød på en grundig rensning af lejebrønden efterfulgt af nøgle dråber lejeolie. Og så kan vi godt leve med det lille mærke i enden af lejeakslen, ja vi kan så.
Kim havde altså brug for en ny pick up. Valget faldt på en Ortofon 2M Red, men inden den landede til montering og justering, havde jeg tid til at skille Mørcharmen helt ad for en mere grundig inspektion og rensning. Pivot og safirlejeskål så fine ud, så ingen grund til bekymringer her. Med armen helt adskilt gik jeg i gang med at oppolere samtlige dele med flittig brug af Autosol. Da først nikotinforseglingen var brudt gik det relativt hurtigt med at få UP-4'eren til at se ud som (næsten) ny - og så lugtede den heller ikke længere som bunden af et askebæger på et morgenværtshus ... vel at mærke før rygeforbudets tid!
Der blev også monteret nye p.u.-clips. Kontakten til armens indvendige forkabling var som nævnt ikkefor god. Jeg er desuden allergisk over for små tyndvæggede clips i bukket messing, så hvor jeg kan slippe afsted med det, bliver de udskiftet med Clearaudios. De har ganske vist en urimelig høj kilopris, men til gengæld passer de til både tykke og tynde tilslutningspinde, er nemme at lodde og mekanisk tillidsvækkende.
Da Ortofonen landede på mit arbejdsbord fandt jeg min uundværlige Feickert protractor frem samt øvrige essentielle hånd- og monteringsværktøjer og gik i gang med grovjusteringen af arm og pick up. Rygtet vil vide, at UP-4'eren er meget levende - og dermed også besværlig - at justere. Det er nu ikke mine erfaringer. Den er opmærksomheds- og tålmodighedskrævende, men det er størsteparten af tonearme, hvis man vil hive det bedste ud af dem og den monterede pick up. Grovjusteringen tog ca. 45 minutter (Feickerten gør, at overhang og nulpunkterne, hvad enten det er Baerwalds eller Löfgrens geometrier, man sværger til, kan findes ganske hurtigt). Herefter blev der lyttejusteret lidt for at finde VTA/SRA og azimuth. Ortofonen har ikke den skarpeste og mest krævende slibning, så jeg fandt ret hurtigt et område, hvor selv lidt større justeringer ikke længere gav hørbare ændringer. Større justeringer er i denne sammenhæng mindre end en tiendedel millimeter - det er trods alt nogle næsten mikroskopiske størrelser, der arbejdes med.
Kim var forståeligt nok en glad mand, da han afhentede sin pladespiller. Den var så godt som afskrevet, men tilfældet, en smule knofedt og lidt omhu fik den atter køre- og spilleklar. Personligt var det et fint gensyn med en gammel kending. Regaen (med en Rega RB300 tonearm og en Denon DL-103 pick up) var min første rigtige pladespiller, og selv om den forlængst og mange gange siden er erstattet af andet og mere velspillende grej, så var den ikke desto mindre med til at grundlægge min entusiasme for vinylaftastning og pladespillere. Ak ja, det er nu ca. 30 år siden ... som tiden dog går, når man har det sjovt med vinyl. Ikke sandt?
Mørcharmen gav et lidt træt indtryk. Den havde tydeligvis stået i et rygerhjem og var overtrukket med et let klistret lag af en ildelugtende kombination af tjære og nikotin. Vi taler af og til om "lækkert" hifi - her havde vi så et meget håndgribeligt eksemplar på begrebets antitese. Herudover manglede det ene kontralod og hele antiskatingmekanismen. Mangelen på en antiskatingmekanisme diskvalificerer dog ikke nødvendigvis en tonearms funktionalitet. Enkelte producenter finder, at antiskatingmekanismer i bund og grund ikke virker ordentligt og i sidste ende er lydforringende, hvorfor de enten ikke findes på deres tonearme (fx Schröder) eller tilbydes som ekstra tilbehør (fx VPI). Som jeg sagde til Kim, så kunne han altid, hvis det var vigtigt for ham, bestille hele antiskatingmekanismen hos Mørch. Den er vist ikke så dyr, og tager kun ganske kort tid at montere.
Kim havde altså brug for en ny pick up. Valget faldt på en Ortofon 2M Red, men inden den landede til montering og justering, havde jeg tid til at skille Mørcharmen helt ad for en mere grundig inspektion og rensning. Pivot og safirlejeskål så fine ud, så ingen grund til bekymringer her. Med armen helt adskilt gik jeg i gang med at oppolere samtlige dele med flittig brug af Autosol. Da først nikotinforseglingen var brudt gik det relativt hurtigt med at få UP-4'eren til at se ud som (næsten) ny - og så lugtede den heller ikke længere som bunden af et askebæger på et morgenværtshus ... vel at mærke før rygeforbudets tid!
Da Ortofonen landede på mit arbejdsbord fandt jeg min uundværlige Feickert protractor frem samt øvrige essentielle hånd- og monteringsværktøjer og gik i gang med grovjusteringen af arm og pick up. Rygtet vil vide, at UP-4'eren er meget levende - og dermed også besværlig - at justere. Det er nu ikke mine erfaringer. Den er opmærksomheds- og tålmodighedskrævende, men det er størsteparten af tonearme, hvis man vil hive det bedste ud af dem og den monterede pick up. Grovjusteringen tog ca. 45 minutter (Feickerten gør, at overhang og nulpunkterne, hvad enten det er Baerwalds eller Löfgrens geometrier, man sværger til, kan findes ganske hurtigt). Herefter blev der lyttejusteret lidt for at finde VTA/SRA og azimuth. Ortofonen har ikke den skarpeste og mest krævende slibning, så jeg fandt ret hurtigt et område, hvor selv lidt større justeringer ikke længere gav hørbare ændringer. Større justeringer er i denne sammenhæng mindre end en tiendedel millimeter - det er trods alt nogle næsten mikroskopiske størrelser, der arbejdes med.
Kim var forståeligt nok en glad mand, da han afhentede sin pladespiller. Den var så godt som afskrevet, men tilfældet, en smule knofedt og lidt omhu fik den atter køre- og spilleklar. Personligt var det et fint gensyn med en gammel kending. Regaen (med en Rega RB300 tonearm og en Denon DL-103 pick up) var min første rigtige pladespiller, og selv om den forlængst og mange gange siden er erstattet af andet og mere velspillende grej, så var den ikke desto mindre med til at grundlægge min entusiasme for vinylaftastning og pladespillere. Ak ja, det er nu ca. 30 år siden ... som tiden dog går, når man har det sjovt med vinyl. Ikke sandt?
