Det er en Alphason, søn!

Fra skrot til noget med lidt mere schwung

Et vue ud over skrotbunken. Få dele - meget arbejde før den er spilleklar!

Det lignede en lille bunke metalskrot. En håndfuld dele i forskellige former og størrelser af ukendt oprindelse, men som med meget stor tydelighed havde set bedre dage … væsentligt bedre dage.






”Hvad er det, far?”, spurgte mine seksårige søn, der straks øjnede en mulighed for, at de spændende metaldele kunne indgå i en af de fantasifulde Legokonstruktioner, som han i den seneste tid har været så travlt optaget af at bygge.

”Det er en Alphason. Det er en tonearm til en pladespiller, og du må ikke pille ved den. Jeg skal se, om jeg kan reparere den. Det bliver nok svært, men hvis du hjælper mig, så lykkes det måske?”

”Nå, okay, men hvad skal du med alle de tonearme, far?"

Jeg nåede end ikke at forsøge at svare, før han var forsvundet. Sikkert for at lege. Fars vinyl- og analognørderi har endnu ikke rigtig fundet klangbund hos ham. Fint nok, han skal nok få en god barndom alligevel.

Ja, hvad skal jeg egentlig med alle de tonearme? Et godt spørgsmål, som jeg heldigt nok slap for at besvare, for det er ikke sådan lige at give svar på. Det første, der umiddelbart falder mig ind som svar, er den finmekaniske snilde og præcision, som de teknisk mere komplicerede tonearme udviser. Lidt på samme måde, som jeg er fascineret af mekaniske ure – selvfølgelig overvejende af svejtsisk herkomst, men tyskerne har også en fin tradition herfor, som nu er revitaliseret med indlemmelsen af især byen Glashütte i Sachsen i et forenet Tyskland i 1990.

Det var nu heller ikke planen, at jeg skulle have endnu en tonearm til samlingen. Og da slet ikke i form af en skrotbunke. Den pæne udlægning er, at jeg har fået en tonearm i kitform. Der er vel en smule handy-man gemt i mig et sted?

Og så er Alpahsonarmen ej at forglemme en tonearm med et lettere kultisk ry, ja, måske endda ligefrem en klassiker, hvad enten det så er fortjent eller ej. Så set i det perspektiv kan jeg godt forsvare at føje den til min samling … bilder jeg mig selv ind …

Alphasonarmen blev introduceret på et tidspunkt (1983), hvor de rigueur på de fleste high-end tonearme var lige tonearmsrør. Alphasonarmen hyldede derimod den klassiske S-formede armrørsgeometri.

Det var imidlertid ikke armens eneste særkende. Armrøret var lavet af titanium med henblik på maksimal styrke, stivhed og lethed. Det var der i og for sig ikke noget nyt i. SME havde ca. fem år tidligere benyttet titanium til armrøret i deres Series III, og det samme havde Technics i deres EPA500H.


Det integrerede headshell. Forstærkningspladen kan lige anes.

Det nye bestod i, at headshell var formet af den yderste del af tonearmsrøret. Det var på en ganske opfindsom måde presset fladt og udgjorde således en integreret og meget stærk del af armrøret. Headshell har på undersiden fået pålimet en tynd plade til forstærkning og stabilisering. Pladematerialet ligner titanium, det har i hvert fald samme musegrå farve.



Armrøret skulle i det hele taget være så stærkt, at rygtet vil vide, at Mark Knowles (Alphasontonearmens designer og ejer af Alphason Designs) på hifiudstillinger udlovede en af sine arme – tonearme, altså – og en pladespiller til den, der med de bare næver kunne knække armrøret på en HR100. Det skete aldrig. Om rygtet er sandt, véd jeg ikke. Det kan selvfølgelig også være, at 1980’ernes britiske hifientusiaster havde usædvanligt svage overarme. Jeg har i hvert fald på et tidspunkt set et foto af et afbrækket headshell, men uden angivelse af hvordan det var sket. Det krævede vist nok indsatsen fra en 35 ton hydraulikpresse for Mark at forme armrøret i sit lille værksted. Pres så, drenge!

Tilbage til Alphasonarmen in situ. En hurtig gennemgang af skrotbunken afslørede, at jeg står over for en opgave, der påkalder sig lidt teknisk snilde, hvis jeg skal få armen til at fungere igen.

Det mest kritiske punkt er, at pinollejerne, der styrer armens horisontale bevægelse, er adskilte. Lejekuglerne fulgte med i en lille plastpose, men jeg vil umiddelbart mene, at der mangler nogle stykker. Spidser og lejebaner ser til gengæld fine ud. Nu udestår så blot at finde lejekugler i passende størrelse og kvalitet og få dem justeret til perfekt, slørfri gang uden undervejs at overspænde.

Det bemærkes bl.a. på Vinylengine.com at brugen af space age materialer i Alphasonarmen – udover armrøret i titanium – også inkluderede brugen af keramiklejer. Nu er det jo altid en drøftelse værd, hvad der konstituerer et keramikleje, men Alphasonarmens brug af et keramiklignende materiale er vist nok begrænset til pinollejespidserne, der så efterfølgende skulle være diamantpolerede. Lejekuglerne, der fulgte med, ligner (almindelige) lejekugler i rustfrit stål. Stålkvaliteten og rundheden kan selvfølgelig være ekstraordinær god, men keramik er det ikke.

Øvrige dårligdomme omfatter en armlift, hvor løftemekanismen er bøjet, så liften hænger. De interne kabler skal også skiftes. Der fulgte ganske vist nogle med, men de var af forskellig (ukendt) type og på uskøn vis loddet sammen, så de er skrottet. Og så mangler tråden/fiskesnøren til anti-skatingvægten, men mon ikke det bliver en af de mere overkommelige dele at fremskaffe og reparere?

På positivsiden tæller, at armen er komplet og alle væsentlige dele som armrør og lejeophæng er uden strukturelle skader.

Så nu går jeg lige så stille i gang med at få gjort armen funktionsdygtig. Jeg skal selvfølgelig nok give en status efterhånden som arbejdet skrider frem … for de utålmodige kan jeg dog garantere, at det ikke vil gå særlig hurtigt ...