Det har været en analog infight af de store. En kamp, hvor der er uddelt mekaniske øretæver, og hvor jeg har været så groggy og ofte bevæget mig på kanten af et knockout, at det måske havde været bedre, at håndklædet for længst var blevet kastet i ringen. Her følger anden del af beskrivelsen af en både langstrakt og udfordrende renoveringsproces af førsteudgaven af en Pink Triangle-pladespiller
Sådan en Pink Triangle virker ved en overfladisk gennemgang af dens hovedelementer banalt enkel i sin konstruktion: Et let subchassis ophængt i tre justerbare fjedre, en pladetallerken af akryl, et inverteret centerleje samt en dc-motor, der får det hele til at dreje rundt. Tout simple, n'est-ce pas?
Nej, det er - og jeg undskylder mit franske - ikke en skid enkelt, hvis det drejer sig om at få et lettere defekt eksemplar renoveret og genfødt som fugl Føniks af asken.
Nej, det er - og jeg undskylder mit franske - ikke en skid enkelt, hvis det drejer sig om at få et lettere defekt eksemplar renoveret og genfødt som fugl Føniks af asken.
Den overordnede udfordring ved renoveringen af Pinken har først og fremmest været, at der stort set ingen standardkomponenter indgår i konstruktionen, som er til at finde i dag. Hvad der ved lanceringen for lidt mere end 30 år siden eventuelt måtte have været hyldevarer, er det ikke længere, og alle øvrige komponenter blev fremstillet specifikt til Pinken. Den benyttede dc-motor, der på mit eksemplar er dateret februar 1979, er et godt eksempel på en standardkomponent, der for længst er udgået. Så står man med en død dc-motor, hvor genoplivningsforsøgene har vist sig nyttesløse, må man søge alternativer. Det kunne fx være Origin Lives dc-motor kit, der desværre selv i basisversionen har en ganske ublu prislap. Hertil kommer så besværet med at få installeret et produkt, der bestemt ikke er plug 'n play i forhold til Pinken. Det kan lade sig gøre, men kræver noget håndelag.
Så udfordringerne ved at renovere en Pink Triangle kan vise sig at være massive - på mit eksemplar viste de sig ikke blot at være massive ... på mit eksemplar hobede de sig ligefrem op.
For det første, så havde centerlejet det ikke godt. En pladespillers centerleje er at sammenligne med et hjerte. Banker det ikke, kan det være lige meget med resten. Pinkens centerleje er inverteret ... huttelihut og vældig godt ... hvis det ikke også samtidig beklageligvis er kendt for at gå i stykker, hvis ikke man overholder nogle få, men vigtige spilleregler.
Centerlejets lejeskål består af kunstig safir, hvori der hviler en lejekugle af tungsten. På de tidlige modeller hviler lejeskålen på kuglen, mens det på senere modeller er kuglen, der hviler på lejeskålen. Kunstig safir er det hårdeste materiale efter diamant, hvilket giver det nogle helt unikke egenskaber som lav friktion og meget stor slidstyrke. Det er også en af de væsentligste årsager til, at materialet i udpræget grad anvendes som lejeforinger og i pivotlejer i fx mekaniske ure.
Centerlejets lejeskål består af kunstig safir, hvori der hviler en lejekugle af tungsten. På de tidlige modeller hviler lejeskålen på kuglen, mens det på senere modeller er kuglen, der hviler på lejeskålen. Kunstig safir er det hårdeste materiale efter diamant, hvilket giver det nogle helt unikke egenskaber som lav friktion og meget stor slidstyrke. Det er også en af de væsentligste årsager til, at materialet i udpræget grad anvendes som lejeforinger og i pivotlejer i fx mekaniske ure.
Kunstig safir har imidlertid den svaghed, at det kan flække/splintre ved hårde, punktrettede slag. Så konstruktionen med en hård metalkugle med en ganske lille kontaktflade mod/i en safirlejeskål er næsten en forhåndsinvitation til ødelæggelser, hvis man ikke er lidt forsigtig. Det havde en af de tidligere ejere af Pinken tydeligvis ikke været ...
Der var gået en flage af safirlejeskålen, hvilket sandsynligvis havde forårsaget et meget synligt slid og små deformiteter på lejekuglen, hvor det næsten diamanthårde safir gnaver i det blødere tungsten - kuglen var med andre ord ikke rigtig glat og rund længere.
For det andet, så peb og hylede dc-motoren noget så gudsjammerligt og drejede ikke ordentligt rundt. Så der var helt sikkert et reparationsbehov.
 |
DC-motoren med styring. Den skal forsynes med 9 Vdc.
Den medfølgende strømforsyning var en meget
hjemmebygget/-hjemmebrygget sag på 12 Vdc. Styringen
har tilsyneladende overlevet overspændingen.
|
Motorstyringen havde jeg dømt god, selv om den også har et rygte for at være halvskummel. Den har det med at futte af (kortslutte!), hvis man fx uforvarende kommer til at hive strømforsyningsstikket ud, mens der endnu er spænding på strømforsyningen. Men da motoren trods alt drejede rundt, antog jeg, at motorstyringen var OK.
For det tredje, så kunne det fjederophængte subchassis ikke justeres. Justeringen foregår fra siden af kabinettet ved hjælp af drejelige gevindstave, der styrer en sindrigt indrettet mekanisme, der henholdsvis hæver eller sænker de fjedre, som subchassiset hænger i. For at dreje gevindstavene benyttes en specialnøgle a la en sekskantet top, som de kendes fra topnøglesæt - denne udgave er lidt særpræget, da den har en smallere hals end sædvanligt for at kunne passe til åbningen i kabinettet. Det ville så ikke have været noget problem, hvis det ikke havde været fordi, at den helt manglede ...
For det fjerde, så trængte mahognikabinettet til en kærlig hånd. Det var ikke voldsomt medtaget, men det havde sine brugsspor i form af ridser og enkelte mindre hak, og det trængte i det hele taget til at blive tørret af for støv og blive frisket lidt op.
For det fjerde, så trængte mahognikabinettet til en kærlig hånd. Det var ikke voldsomt medtaget, men det havde sine brugsspor i form af ridser og enkelte mindre hak, og det trængte i det hele taget til at blive tørret af for støv og blive frisket lidt op.
Så på med vanten (boksehandsken) og klar til fire omgange.
 |
De to lejetyper. For at gøre
forvirringen komplet, så findes der
mindst en yderlige variant. Jeg har
således kendskab til et centerleje
med større akseldiameter. Desuden er der på senere lejer skåret gevind i
monteringsflangens
fastgørelseshuller. Det letter monteringen, men betyder også en ægtbesparelse på den affjedrede del af Pinken, da man kan undlade møtrikker og nogle spændskiver. |
I første omgang besluttede jeg at forsøge at renovere lejet selv. Der blev bestilt nye lejeskåle fra True Point i UK, hvis meget servicemindede ejer, Charles Melling, var ekstremt behjælpelig med at informere om, hvem der tidligere leverede safirlejeskåle til Pink Triangle og hvilke typer, der blev leveret. Som ny lejekugle blev der valgt en i keramik. Keramik er et fantastisk lejemateriale! Stærkt, let og glat og med meget snævre produktionstolerancer. Keramikkugler er med andre ord meget runde, glatte og hårde, hvilket i denne sammenhæng er ensbetydende med lav friktion og lang levetid.
Centertappen med den defekte lejeskål blev banket ud - denne proces ødelagde som forventet både centertappen og det, der var tilbage af den allerede ødelagte lejeskål. Herefter drejede jeg en ny centertap, som den nye lejeskål passede i som hånd i (bokse-) handske. Første omgang til moi! Og det skulle blive endnu bedre! Den deforme lejekugle blev nænsomt drejet ud af toppen af centerspindlen. Som erstatning for det fjernede materiale, der sædvanligvis holder lejekuglen på plads, udborede jeg toppen af centerspindlen for at få plads til en drejet indsats, som lejekuglen skulle hvile på. Det gik helt som planlagt. Endnu en runde var hjemme!
 |
Verdammt nochmal! Mit
mislykkede forsøg på at
reparere det defekte
centerleje. Jeg har
endnu ikke fundet ud
af, hvorfor det ikke
fungerer. Alle
dimensioner er, som de
skal være ... tror jeg ...
|
Scheisse! Jeg ynder at bande på tysk, når jeg skal understrege, hvor skuffet og vred jeg er, når tingene ikke lykkes. Så jeg fik brugt mine tyske ekspletiver ekstraordinært meget den dag.
Løsningen på problemet blev eBay og adskillige måneders forudgående tålmodighed. Jeg tror, jeg undervejs havde det som den hjemløse foran slagteriets affaldssliske: På et eller andet tidspunkt må der da komme en godbid forbi. Hvilket så også skete i form af et brugt leje. Det var endda af den senere type, hvor lejekuglen hviler på lejeskålen. Fordelen er bedre smørring, idet safirlejeskålen virker som et mikrobadekar for den dråbe olie, der lige kan blive plads til. Lejet var i perfekt stand og fungerede helt efter hensigten. Jeg havde sundet mig og var helt klar til anden omgang!
Så jeg tænkte, at en adskillelse, lidt nænsom rens og en gang olie på rette sted måske kunne afhjælpe problemet. Det umiddelbare alternativ var at skrotte den og købe et Origin Live dc-motor kit.
Det blev heldigvis ikke nødvendigt, idet rens og et par dråber olie på motorens akselbøsninger fik den til at synge helt tavst ... hvis den beskrivelse ellers giver mening.
 |
Det renoverede kabinet. Jeg er vild med dimensionerne og
formen. Det er på en og samme tid klassisk, elegant og
(tidløst) moderne. Det kunne godt bære Kaare Klints
signatur og være fremstillet hos Rud. Rasmussen's Snedkerier på Nørrebro i København. Det er imidlertid mærket af de engelske cabinet makers Greaves Of Sheffield Ltd. og dateret 8. november 1982. Velkommen til timen i
pladespillerarkæologi!
|
Det er ikke raketvidenskab at renovere, men man skal arbejde omhyggeligt, hvis slutresultatet skal blive godt.
Først blev kabinettet afvasket med grundrens i en mild opblanding, hvorefter det blev slebet med vådslibepapir i finere og finere kornstørrelse. Jeg begyndte med korn 400 og sluttede med korn 1200. Derefter en omgang Junckers Rustikolie (som er lidt af en klassiker i min husholdning, når det gælder overfladebehandling af ædle træsorter), mellemslibning med vådslibepapir korn 1200, mere olie, endnu en mellemslibning og en sidste gang olie.
Som slutfinish en grundig polering med bivoks - det forsegler overfladen og gør den mindre modtagelig over for hverdagens brugsspor som fx fedtfingre, ligesom det letter rengøringen af kabinettet.
 |
De nye skruer i aluminium til
justering af ophænget. Justeringen
kan nu ske med en fladhovedet
skruetrækker. Jeg overvejer, om
jeg skal dreje nye i messing - jeg
tror, det vil matche
mahognikabinettet bedre.
|
Som modhold til gevindstangen benyttes ligeledes en selvlåsende møtrik. Jeg var ikke specielt glad ved det arrangement.
For det første kræver det en særlig smal sekskanttop (som jeg ikke havde) at justere ophænget. For det andet gør det finjusteringen af modholdet noget besværlig, idet du bliver nødt til lettere hårdhændet at låse eller fastholde gevindstangen, når den selvlåsende møtrik skal spændes eller løsnes.
 |
Det ændrede modhold af messing er noget nemmere at
finjustere end den selvlåsende møtrik, som det erstattede.
Der er ikke plads til en fastnøgle omkring den selvlåsende møtrik, så at kunne justere modholdet ved at fastlåse det med en sekskant-/unbrakonøgle er en klar betjeningsmæssig gevinst. |
Så jeg besluttede at ændre lidt på systemet, så den særlige top ikke længere var nødvendig og gøre finjusteringen af modholdet lettere.
Jeg drejede og fræsede derfor justeringsskruer i aluminium, så ophænget kan justeres med en ganske almindelig fladhovedet skruetrækker, som (forhåbentlig!) indgår som en del af basisværktøjspakken i ethvert hjem.
Jeg drejede og fræsede derfor justeringsskruer i aluminium, så ophænget kan justeres med en ganske almindelig fladhovedet skruetrækker, som (forhåbentlig!) indgår som en del af basisværktøjspakken i ethvert hjem.
Som modhold erstattede jeg de selvlåsende møtrikker med omløbere i messing, der lader sig låse på gevindstangen med en pinolskrue.
Jeg måtte endnu en gang sande, at det er dejligt med en drejebænk og fræser som en del af værktøjsparken!
Man skal som bekendt smede, mens jernet er varmt. En Pink Triangle er ganske vist lidt for delikat konstrueret til at tåle brugen af værktøjer som smedehammer og ambolt, men den kan sagtens tåle at få implementeret nogle mindre konstruktionsmæssige tilpasninger.
Så mens pladespilleren alligevel lå splittet ad i sine atomare bestanddele (ah, måske ikke helt, men næsten ...) tilføjede jeg en række ændringer.
Arthur Khoubesserian, Pink Triangle-konstruktøren, fulgte ved udviklingen af pladespilleren en filosofi, hvor de benyttede materialer til pladespilleren skulle være så lette og stive som overhovedet muligt. Det førte bl.a. til brugen af et subchassis i Aerolam - en ekstremt let og stiv bikubestruktur i aluminium, der bl.a. blev (og bliver) benyttet i flyindustrien.
 |
Nydrejede bolte. Jeg
gjorde nok for meget ud af deres finish, da de sidder skjult. Foto er taget, før jeg fræsede kærv i bolthovedet. |
For at rendyrke princippet om så lav en affjedret masse som muligt, drejede jeg tre aluminiumsbolte til fastgørelse af centerlejet til subchassiset som erstatning for de oprindelige bolte i jern. En æstetisk mere tilfredsstillende løsning, men måske nok så væsentligt en vægtbesparelse på adskillige gram.
Bolthovedet skal i øvrigt drejes noget lavere/fladere end de gængse standarder foreskriver. Bolthovederne sidder umiddelbart under den roterende del af centerlejet, så er de for høje, vil de skrabe på centerlejet og hindre dets rotation.
Bolthovedet skal i øvrigt drejes noget lavere/fladere end de gængse standarder foreskriver. Bolthovederne sidder umiddelbart under den roterende del af centerlejet, så er de for høje, vil de skrabe på centerlejet og hindre dets rotation.
Og djævelen findes som bekendt i detaljen ... og der er i det hele taget behov for at fastholde det synspunkt, når jeg har brugt mindst et par timer på at fremstille tre bolte, hvis lydforbedrende effekt nok er mere teoretisk, end den er hørbar. Well, om ikke andet har jeg fået øvet mig i at fremstille bolte ...
Jeg fræsede desuden et nyt armboard i aluminiumplade. Min udgave af Pinken er født med en Helius Orion tonearm og en armbase med SME-udskæring beregnet til Heliusen. Det er en klassisk kombination fra 1980erne fra Audio Consult på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg, da Anders (fra Audio Consult) stod for import og salg af både Pinken og Heliustonearmene. Helius Orion henvendte sig særligt til brugere af Kondos Audio Note IO pick up.
Jeg har imidlertid en forgyldt Mørch DP-6 tonearm liggende, hvis varm-gyldne farve matcher Pinkens mahognikabinet utrolig godt. Æstetisk og visuelt er Mørchtonearmen også langt mere delikat og forfinet i sammenligning med Heliustonearmens bastante og noget grovere fremtoning.
Mørchen ville i dyrenes verden være en letbenet gazelle i flugt, mens Heliusen ville være en tung flodhest, der lettere dovent bevæger sig op fra vandhullet. Så Mørchen skal på - det bør blive en fest for bådet øjet og øret.
Jeg har imidlertid en forgyldt Mørch DP-6 tonearm liggende, hvis varm-gyldne farve matcher Pinkens mahognikabinet utrolig godt. Æstetisk og visuelt er Mørchtonearmen også langt mere delikat og forfinet i sammenligning med Heliustonearmens bastante og noget grovere fremtoning.
Mørchen ville i dyrenes verden være en letbenet gazelle i flugt, mens Heliusen ville være en tung flodhest, der lettere dovent bevæger sig op fra vandhullet. Så Mørchen skal på - det bør blive en fest for bådet øjet og øret.
 |
Der drejes afstandsstykker i delrin
til armboardet. Delrin er et fedt materiale at dreje i, da spåntagningen er væsentlig mindre kritisk sammenlignet med diverse metaller. |
Da jeg ikke har nogen bukkemaskine, drejede jeg nogle passende afstandsstykker i delrin (også kaldet POM), så højden på det nye armboard svarer til originalen. Fastgørelse af det nye armboard sker som på originalarmboardet med M5-bolte med indvendigt sekskant-/unbrakohoved.
Er jeg så kommet helt i mål? Næ, istandsættelsesføljetonen fortsætter, så jeg kan imødese atter nogle omgange - denne gang dog forhåbentlig i den lidt mere overskuelige ende, hvor jeg undgår hård infight og kan nøjes med nogle runders let sparring.
 |
Det nye armboard. Det er fremstillet i 5 mm
aluminiumplade, og det har originalarmboardets ydre mål,
men i stedet for ombukninger sikres den rigtige højde med
afstandsstykker i delrin. Det er let at fjerne armboardet, så
det burde være muligt at skifte tonearm på få minutter,
hvis man gider besværet med det og den efterfølgende
justering af det flydende ophæng. |
De bolte, som jeg i øjeblikket benytter, bryder Pinkens i øvrigt rene linjer ret så iøjnefaldende, så det vil være fint at få deres visuelle aftryk fjernet.
Endelig skal armboardet sortlakeres, så det matcher Pinkens dækplade og giver en mere homogen flade at se på. En idé om at beklæde både armboard og dækplade med folie i kulfiber-look for at skabe et meget mere moderne udtryk vil heller ikke helt slippe mig. Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det vil være cool eller outreret. Eneste måde at afgøre det på er nok at lade det komme an på en prøve.
 |
Spike and coaster ... tilgængeligheden, når Pinken skal
nivelleres, er håbløs. Fingrene bør maksimalt have en diameter på 5 millimeter, men de skal til gengæld være mindst 15 centimeter lange. Hvem ringer efter ET? |
Er der noget værre end grimme fødder? Nej, vel? Og Pinkens hører til de virkelig ømme af slagsen. Jeg benytter i øjeblikket de originale spikes placeret oven på nogle tiloversblevne spike coasters fra et Audio Magic-rack. Men de originale spikes er små og fedtede og håbløse at nå ind til og betjene, når Pinken skal nivelleres.
Så der skal laves noget nyt. Jeg overvejer et par chunky og justerbare fødder a la dem, som kan ses på en SME 20 og 30. De skal i størrelse, materiale og æstetik (selvfølgelig!) gerne passe til Pinken, så de bliver ikke i SME-boretårnsstørrelse. Jeg forestiller mig, at de skal fremstilles i messing, da farven vil matche løden i mahognikabinettet godt. Den endelige udformning skal jeg lige pusle lidt mere med.
Støvlåget er i fin stand, men ikke perfekt. Det har sine ridser og det ofte sete problem med, at samlingerne bliver "hvidlige" og slipper. Det er åbenbart aldersskavankerne ved et mere end 30 år gammelt håndsamlet støvlåg, hvor alle samlinger er i 45 graders smig. Til gengæld er låget med sin pink farve, knivskarpe form og nøje afstemte dimensioner i høj grad med til at give Pinken sit frapperende visuelle udtryk. Det havde næppe kunnet lade sig gøre med et form- og helstøbt låg.
Akryl kræver en særlig type lim som fx Acrifix 192. Og lim er måske ikke den helt korrekte betegnelse at bruge, da der snarere er tale om et opløsningsmiddel, der sikrer en kemisk sammensvejsning af akrylemnerne. Så jeg tøver lidt med at reparere låget, da jeg er lidt bekymret for, om jeg kan lave reparationen, så det kommer til at se ordentligt ud. Så synlige er lågets skavanker heller ikke, så det kan meget vel tænkes, at jeg vælger at lade det være, som det er.
Samlet set er det er det min ambition, at jeg, når renoveringen forhåbentlig snart kan siges at være helt afsluttet, kan stå med et genrejst eksemplar af en Pink Triangle, som både er vellydende, æstetisk tilfredsstillende og mere praktisk og omgængelig i hverdagen end originalen ... less quirky, som briterne ville udtrykke det.
Så der skal laves noget nyt. Jeg overvejer et par chunky og justerbare fødder a la dem, som kan ses på en SME 20 og 30. De skal i størrelse, materiale og æstetik (selvfølgelig!) gerne passe til Pinken, så de bliver ikke i SME-boretårnsstørrelse. Jeg forestiller mig, at de skal fremstilles i messing, da farven vil matche løden i mahognikabinettet godt. Den endelige udformning skal jeg lige pusle lidt mere med.
Støvlåget er i fin stand, men ikke perfekt. Det har sine ridser og det ofte sete problem med, at samlingerne bliver "hvidlige" og slipper. Det er åbenbart aldersskavankerne ved et mere end 30 år gammelt håndsamlet støvlåg, hvor alle samlinger er i 45 graders smig. Til gengæld er låget med sin pink farve, knivskarpe form og nøje afstemte dimensioner i høj grad med til at give Pinken sit frapperende visuelle udtryk. Det havde næppe kunnet lade sig gøre med et form- og helstøbt låg.
Akryl kræver en særlig type lim som fx Acrifix 192. Og lim er måske ikke den helt korrekte betegnelse at bruge, da der snarere er tale om et opløsningsmiddel, der sikrer en kemisk sammensvejsning af akrylemnerne. Så jeg tøver lidt med at reparere låget, da jeg er lidt bekymret for, om jeg kan lave reparationen, så det kommer til at se ordentligt ud. Så synlige er lågets skavanker heller ikke, så det kan meget vel tænkes, at jeg vælger at lade det være, som det er.
 |
Den (næsten) færdige Pink Triangle in toto. Jeg har af åbenlyse grunde ikke fået lyttet til den, så lydkvaliteten skal jeg ikke kunne udtale mig om. Dens æstetiske kvaliteter er imidlertid hævet over enhver tvivl og er ganske frapperende. Det forholdsvis traditionelle og fornemt møbelsnedkererede kabinet i mahogni (eller andre ædle hårdtræssorter) giver et elegant og traditionsbundet modspil til det pink støvlåg. Kaare Klint meets Philippe Starck med Verner Pantons mellemkomst. En spøjs, men ikke desto mindre ganske vellykket alliance.
|
Samlet set er det er det min ambition, at jeg, når renoveringen forhåbentlig snart kan siges at være helt afsluttet, kan stå med et genrejst eksemplar af en Pink Triangle, som både er vellydende, æstetisk tilfredsstillende og mere praktisk og omgængelig i hverdagen end originalen ... less quirky, som briterne ville udtrykke det.
Foreløbigt tak for kampen - mere vil følge!