It's Black, It's Back, It's Beautiful

Efter års glemsel i et mørkt kælderhjørne løber det atter rundt for et af halvfjerdsernes designikoner. Der er kastet mere end blot et blik på den stilfulde Nakamichi 600II båndoptager

Den har stået længe i et hjørne af kælderen. Hengemt, glemt og med udslukte VU-metre. Ikke så underligt, da den er fra en svunden tid. Dens æra er forbi, og der er stort set ingen worldwide, der tager produktkategorien og mediet seriøst længere. Jeg taler om båndoptagere til compact cassette – mere specifikt om min gamle båndoptager – en Nakamichi 600II – vist nok fra 1978.


Den klargjorte Nakamichi 600II. Et pænt ydre med et nu funktionsdygtigt indre.

1978 er godt nok ved at være længe siden! Det var året, hvor Argentina slog Holland 3-1 i VM-finalen i fodbold foran et fanatisk hjemmebanepublikum, der eksploderede i ekspressivitet og kollektive glædestårer, da anfører Passarella kunne løfte VM-trofæet efter en uskøn og rodet affære, der betød, at Argentina for første gang kunne kalde sig verdensmestre i fodbold.

Helt samme ekspressivitet finder man ikke omkring kassettebåndoptagere. Der er måske nok flere kassettebånds- og båndoptagerentusiaster, end man umiddelbart tror, men de lever en stilfærdig og diskret tilværelse. Måske fordi det bare er for nørdet at synes, at musik bør optages og afspilles på et 3,81 mm bredt magnetbånd med en hastighed på 4,76 cm/s? Måske fordi det bare er for teknologisk tilbageskuende og sutsko-agtigt på den lidt for kameluldsbrune måde?

Tilbage til Nakamichien i bugen af casa Henningsen. Den er et loppemarkedsfund. Sat til salg som defekt, og af samme grund købt for ganske få penge. Manualer og plastikstøvlåg fulgte med, men desværre ingen originalemballage. Købt for år tilbage med en ambition om at få den køreklar. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, og andre projekter både over- og inderhalede Nakamichien, der som tiden gik røg længere og længere ind bag alle de andre over tid akkumulerede hifi-projekter. Min kone kalder med en vis ironi den del af kælderen for de kuldsejlede hifi-apparaters ø … jeg modsiger hende – af flere årsager – kun ugerne.

Etableringen af fjernvarme og en derfor nødvendig kælderoprydning – måske nok snarere en slags allokering af rodet – bragte for nogle uger siden Nakamichien frem fra sin hengemte tilværelse. Nok var den støvet, men heldigvis ikke medtaget.

Begejstret ved gensynet fandt jeg et gammelt kassettebånd frem, satte netstikket i, trykkede ”power on”, trykkede ”play”, og båndet kørte og … stoppede. Pis! Spole ville den heller ikke. Hverken frem eller tilbage. Jeg var meget tæt på at opgive min genfundne tanke om at få den køreklar, og enten sætte den til salg som defekt eller mere morbidt at sætte den ud til storskrald. Heldigvis genvandt jeg efter lidt småbitter vaklen atter troen på, at jeg ville kunne få den til at fungere.

Jeg har ikke tidligere i nævneværdigt omfang rodet med båndoptagere, men efter at have boostet min hjerne med i omegnen af fem kopper begsort espresso nåede jeg frem til den geniale konklusion, at Nakamichiens mangel på båndtransport måtte skyldes fejl i elektronikken, eller i mekanikken, eller måske en kombination af begge dele. Fejl i elektronikken ville jeg aldrig kunne finde, så bevæbnet med en skruetrækker med Philipskærv og ungdommens vovemod – det er så også det eneste, der er ungt hos mig – påbegyndte jeg demonteringen af Nakamichien i håb om, at fejlen var mekanisk og til at finde.

Hold da op, hvor er der meget elektronik og mekanik i sådan en maskine! Og det fylder! Den er tydeligvis fra en tid, hvor SMD og integrerede kredse hørte fremtiden til. Men det aftvinger stor respekt at se, hvor gennemtænkt og velintegreret elektronik og mekanik fungerer sammen.

Historien om Nakamichi er i øvrigt historien om et firma, der i 1973 egenhændigt revolutionerede lyden fra kassettebånd med lanceringen af deres Nakamichi 1000 Tri-Tracer. Før introduktionen havde kassettebåndsformatet været betragtet som lydmæssigt inferiørt og primært været benyttet i mindre krævende sammenhænge som fx i diktafoner.

Det ændrede 1000Tri-Tracer på over night. Her var en maskine, der med smalle bånd og lav båndhastighed ikke blot spillede lige op med, men sågar også overgik en stor del af datidens spolebåndoptagere i lydkvalitet. Bortset fra Nakamichis visionære ingeniører var der ingen i hifiverdenen, der havde set det komme.

Der gik ikke lang tid, før Nakamichi lancerede yderligere modeller, der til lavere priser gav næsten samme ydelse som Tri-Traceren. I 1975 blev Nakamichi 600 sendt på markedet. Den havde en stilfuld, skrånende front, der utvivlsomt var stærkt inspireret af Mario Bellinis iøjnefaldende design af Yamaha TC-800GL. Nakamichien kunne fås i børstet aluminium i sølv eller sort, og som ekstraudstyr kunne man få et støvlåg i perspex. På den måde lugtede det hele lidt af pladespiller …

Og den var også dyrere end mange af datidens pladespillere. En Linn Sondek kostede i UK i omegnen af £300, mens Nakamichien kostede £350 … så det var bestemt ingen billig båndoptager. Til prisen fik man til gengæld en lydkvalitet, der lammetævede de fleste konkurrenter. I 1970’erne kæmpede gennemsnitskassettebåndoptageren med et frekvensområde, der på en god dag måske nåede op på 11kHz, og hastighedsafvigelser (wow & flutter) i størrelsesordenen 0,5 pct. var heller ikke usædvanlige. Her kunne 600’eren fremvise en ret frekvensgang fra 20Hz til 20Khz og hastighedsafvigelser på 0,09 pct. Det skyldtes ikke mindst fremragende ind- og afspillehoveder og en enkel, men perfekt justeret båndtransport. Sidste led i kvalitetskæden var elektronikken, der ganske enkelt var enestående god sammenlignet med andre kassettebåndoptagere.

Nakamichien er til dels modulært opbygget, så det var noget mindre tidskrævende, end jeg havde forestillet mig at fjerne hele båndtransporten fra maskinen. Efter at have gennemgået båndtransportens mekaniske funktioner stod det ret hurtigt klart, at fejlen sandsynligvis kunne lokaliseres til drivhjulet, der styrer både båndfremføringen og begge spoleretninger.

Drivhjulet sidder på en arm, der sidder på en lejeaksel, så det kan svinge frit mellem hhv. afviklings- og opsamlingshjul. Armen, som er støbt (sandsynligvis i en eller anden aluminiumslegering), var irret fast til lejeakselen, så den hverken kunne aktivere afviklings- eller opsamlingshjulet.

Efter lidt mere adskillelse lykkedes det mig at få drivhjulet lirket fri af lejeakselen, som efterfølgende blev aftørret og forsynet med en klat silikonefedt. Så blev det hele samlet.

Det var med spænding (haha!), at jeg atter tændte for maskinen … og denne gang udeblev miraklet ikke! Båndet kørte, der kom lyd … og søreme om den ikke også kunne spole både frem og tilbage.

Så det er med en vis tilfredshed, at jeg kan sige mission accomplished. Det kan blot undre, at jeg brugte så mange år på at nå i mål, når den samlede arbejdsindsats, der skulle til, var på ganske få timer. Rom blev som bekendt og så videre …

Og hvad vil jeg så bruge Nakamichien til? Tja, jeg véd det faktisk ikke rigtig. Foreløbig lader jeg den nok stå – men ikke bagerst i kælderen! – som et slags mindealter over mine tidlige teenageår, hvor jeg med stor entusiasme optog musik fra diverse pop- og rockprogrammer på DR P3 på mine forældres Sony båndoptager. På lidt længere sigt overvejer jeg at lade den indgå i et vintageanlæg, som jeg vil samle til mit kælderværksted. I mit værksted er der ofte metal- og træstøv i luften, og jeg forestiller mig, at kassettebånd trods alt vil være lidt mere immune over for alt det luftbårne snask end kombinationen af lp’er og pladespiller. Det giver mig også mulighed for i min jagt på evig ungdom at spole (mere haha!) tiden lidt tilbage til føromtalte teenageår. Denne gang skal jeg så ikke optage fra P3, men overspille dele af min egen pladesamling.

Så for mit vedkommende er Nakamichiens æra ikke forbi – jeg er helt klar til at tage den endog meget seriøst, hvis dens anakronistiske tilstedeværelse kan hjælpe mig til evig ungdom eller blot følelsen heraf.

Så fik den hele armen

Efter en i bogstaveligste forstand dødtrist periode er der atter kommet gang i hi-fi-projekterne. Første projekt efter pausen handler om at give den hele armen, eller hvordan min Graham Phantom B-44 tonearm endelig fik det rette grundlag for at udføre sit arbejde

Det har været en overordentlig tung affære at komme igennem det sidste års tid. Ændringer i mine personlige forhold påvirkede mit energiniveau negativt og efterlod mig mentalt drænet og lettere handlingslammet. Hertil kom min fars alt for tidlige død i sensommeren 2014. Det var et hårdt slag. Han er stærkt savnet, jeg tænker på ham hver dag, og absolut intet i denne verden kan erstatte tabet af ham. Den samlede sum af oplevelser gjorde, at jeg for en stund heller ikke kunne finde lysten til at komme videre med mine forskellige hi-fi-projekter og i det hele taget at være aktiv på min blog.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Selv om det ikke er meget mere end en måneds tid siden, at påsken bød på både snevejr og minusgrader, og vi skuttede os i vinterlig regn og rusk, så bliver dagene heldigvis gradvist mærkbart længere, lysere og varmere ... og jeg har fået slået sprækker i den humørmæssige spagfærdighed.

Jeg har en del projekter på bedding, og de fleste af dem kræver eftertanke, arbejdsomhed og tålmodighed over en længere periode, førend de (formodentlig og forhåbentlig) kan siges at være færdige. Behovet for en hurtig og mentalt opløftende genkomst oven på de mange fodslæbende måneder tilsagde derfor et mindre projekt med et næsten øjeblikkeligt og succesfuldt resultat.

Jeg har (alt for) længe haft en Graham Phantom B-44 tonearm monteret som et mock-up af værste skuffe på min Nottingham Analogue Hyperspace pladespiller. Jeg har manglet noget så rudimentært som en armbase, der passede til Grahamarmens proprietære og dermed også noget særegne monteringsflange. Grahamarmen fås ganske vist med en SME-monteringsflange, men i og med, at jeg købte min Graham brugt, så var valgfrihed ikke nogen option.

Mangelen på en passende armbase har betydet, at Grahamarmen i nogen tid har været monteret på den ene af Hyperspacens armbaser med et passende antal små skruetvinger. En noget sjusket og visuelt utilfredsstillende løsning, der har fungeret rent mekanisk, men som i den grad har pint mit øje og martret min æstetiske sans. Kort sagt har det - og her må I undskylde mit franske - været skidegrimt at se på!

Jeg er tilsyneladende ikke større æstetiker, end at jeg har kunnet udholde fortrædelighederne i adskillige måneder. Sandheden er som nævnt, at jeg har haft andet at tænke på. Man må kende og følge sine sande prioriteringer (... lyder undskyldningen).

Når jeg har tøvet med at komme i gang med fremstillingsprocessen, så kan det også skyldes, at min drejebænk og fræser er lidt underernærede i forhold til at gnave i emner, hvor diameteren bliver større end 50 mm, og højde/længde ryger over 75 mm.

De er først og fremmest dimensionerede til at klare smådele, som modelbyggersegmentet kan tænkes at fremstille til fx modeltog og -dampmaskiner. Det kan dog lade sig gøre at fremstille lidt større emner, hvis man lægger den nødvendige omhu og forsigtighed i spåntagningen.

Og apropos dampmaskiner, så er der jo ikke noget større teknologisk kvantespring mellem en dampmaskine og en pladespiller ... så hvorfor fa'en ikke bare sætte i gang!

NAS fremstiller (naturligvis) armbaser på bestilling til en hvilken som helst tonearm. En hurtig rundtur på Google viste, at en alu-armbase koster ca. £90 i UK - det skal nok blive til lidt mere end kr. 1.000,-, når den først skyller op på vores breddegrader. En hurtig kalkulation på materialeprisen på en tilsvarende armbase landede på omkring kr. 35,-.

Så frem med pc'en for at få fyret op under CAD-programmet. Hensigten var at fremstille en armbase, der i dimensioner var identisk med den originale Nottingham Analogue-armbase, som jeg benytter til min Mørch DP-6.

CAD-programmet er en stor hjælp, når forskellige dimensioneringer skal afprøves. Det er i hvert fald langt mindre omkostningskrævende at begå en fejldimensionering i programmet end at måtte kassere et emne, som man har arbejdet flere timer på, bare fordi man har regnet eller tænkt forkert. At regne rigtigt og tænke kan for begge deles vedkommende være noget af en udfordring for mig ... Så jeg laver næsten altid en 3D-tegning/animation, førend jeg går i gang med en opgave.

For tal-fetischisterne iblandt os kan jeg fortælle, at den originale armbase har en diameter på 88,1 mm og en højde på 19,05 mm. De lidt spøjse mål skyldes givetvis den britiske oprindelse, hvor ganske meget fortsat måles og dimensioneres i tommer. Jeg er overbevist om, at armbasen er drejet ud af et stykke alu-rundstok på 3,5" (hvilket svarer til 88,9 mm), mens højden svarer til 3/4".

Da jeg kan dreje og fræse med 1/100 mm nøjagtighed er disse skæve mål kun sjældent en udfordring. Jeg valgte nu alligevel at dimensionere den nye armbase, så den fik en diameter på 89 mm og en højde på 19 mm - det giver en vis tryghed, når man er mest fortrolig med at arbejde i hele millimeter.

Monteringsflangen på Graham-tonearmen er som nævnt lidt speciel. For at få plads til armen på armbasen, skal der laves et centerhul på 1,5", hvilket svarer til 38,1 mm.

Den "nøgne" armbase. Bemærk støvet i periferien af armbasen.

Det er et særligt formuleret metalstøv bestående af et mix af

titanium, sølv og et hemmeligt, lettere radioaktivt materiale,

der virker stærkt resonansdæmpende ... ah, okay, det er helt

almindeligt husstøv ...

Selve monteringen af armen sker med 4 unbrakoskruer i gevindhuller, hvis centrum er placeret på en cirkel med en diameter på 2,2" (55,88 mm) med en indbyrdes afstand på 90 grader.

 

I princippet ikke mere besværligt end at skulle fræse ud til montering af en SME-arm, men unægtelig en smule mere uvant.

 

Hensynet til at opnå fleksibilitet og gode justerings- og indstillingsmuligheder fik mig til at vælge at langhulsfræse en rille til monteringsskruerne.

 

Det gør det muligt at rotere armbasen 90 grader om sin egen akse - se fotoet, det fortæller mere end mange ord.



Det er muligvis ikke jordens søjler,

men dog søjler. Og de skal bære ganske

meget. Graham-tonearmen vejer godt til.

Selve armbassen er monteret med M5 unbrakoskruer på to søjler, som jeg også drejede til formålet. Søjlerne er fastgjort til den svingbare udligger, som Hyperspacens plint hviler på.

De originale maskinskruer til fastgørelse af Graham-armens monteringsflange har dimensionen 4-40 eller 6-32. Det er amerikanske dimensioner - såkaldt UNC (Unified Coarse Thread).

Den mindste dimension, som svarer til 2,8448 mm, giver ifølge Graham Engineering mulighed for at skubbe tonearmen lidt frem og tilbage for at opnå optimal monteringsgeometri.

Den mulighed er i mit tilfælde ikke strengt nødvendig, da udliggeren på min Hyperspace som nævnt er svingbar.




I stedet for "amerikanerskruerne" valgte jeg M3 unbrakoskruer, som jeg har en spandfuld af ... og - ikke mindst - snittappe til.

Det færdige resultat. Enkelte har måske bemærket, at armrøret

er uden indmad. Det er næste projekt, som nok skal blive

tildelt spalteplads.

Jeg er udmærket tilfreds med det færdige resultat og håber, at de færreste kan se, at det er en glad amatør uden nogen som helst form for håndværksmæssig baggrund, der har betjent drejehåndtagene.

Det har været en god læreproces, og tilfredsheden med at få skabt en brugbar løsning er varig.

Jeg mærkede dog undervejs min drejebænks og fræsers manglende kræfter og øvrige begrænsninger - det tog meget lang tid at dreje og fræse, da spåntagningen på intet tidspunkt måtte være alt for voldsom. Men disse genvordigheder er nu lykkeligt glemte.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke har ti tommelfingre ... til gengæld har jeg nu plads til en ekstra arm ...